'Mads og Frederik' gav Ahmed Samsam 10.000 i fængslet - men tog tilbage for at hente pengene kort tid efter

Efterretningstjeneste var retur i fængsel for at afhente stort kontantbeløb, de få dage forinden havde givet til terrordømt, viser nye oplysninger.

Kriminalforsorgen oplyser i et brev til Ahmed Samsams advokat, at en person kom tilbage og hentede de 10.000 kroner i kontanter igen. (Foto: © (Illustration) Søren Winther Nørbæk)

Én af de myndighedspersoner, som i september 2021 gav 10.000 kroner i kontanter til terrordømte Ahmed Samsam under et besøg i Enner Mark Fængsel, tog få dage senere turen tilbage til fængslet for at hente pengene igen.

Det skriver Kriminalforsorgen i et brev til Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya.

I marts beskrev DR og Berlingske, at to personer fra de danske myndigheder skrev sig ind i fængslet ved Horsens med fornavnene 'Mads og Frederik'.

De to mænd afleverede ikke en kopi af deres billed-id, men de kom for at besøge Ahmed Samsam.

Han afsoner en dom på seks års fængsel for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.

Og ved besøget gav de to mænd Ahmed Samsam 10.000 kroner i kontanter, som han senere afleverede til fængselspersonalet, fordi det som indsat er ulovligt at have kontanter.

Derfor var enten 'Mads' eller 'Frederik' taget til Enner Mark igen for at hente pengene.

- Pengene blev udleveret kontant til den ene af personerne ved dennes fremmøde på Enner Mark Fængsel, lyder det i brevet fra Kriminalforsorgen til advokat Erbil Kaya, som DR har set.

Flere kilder har over for DR bekræftet Ahmed Samsams forklaring om, at de to mænd var fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ahmed Samsam. Foto: Privat

Overvågningsvideo slettet

De 10.000 kroner og besøget fra 'Mads og Frederik' er interessant, fordi det ifølge Erbil Kaya viser, at danske myndigheder har en forbindelse til Ahmed Samsam.

For Ahmed Samsam sidder i fængsel på grund af en terrordom, han blev idømt i Spanien i 2018. Her blev han kendt skyldig i at have tilsluttet sig Islamisk Stat på rejser til Syrien i 2012-2014.

Men i et interview med DR har Ahmed Samsam fortalt, at han på to af rejserne samarbejdede med de danske efterretningstjenester og indsamlede oplysninger om danske syrienkrigere.

- Hvis de senere skulle vælge at bruge de kompetencer, de har fået i Syrien til at begå noget terror i Danmark, er det ikke noget, jeg går ind for. Derfor sagde jeg ja, fortalte Ahmed Samsam.

Ifølge DR's oplysninger var han betalt af først PET og siden FE på flere af turene til Syrien, men tjenesterne har aldrig hverken villet be- eller afkræfte kendskabet til Ahmed Samsam.

Derfor har Erbil Kaya og Ahmed Samsam stævnet PET og FE for at få dem til at anerkende samarbejdet, og informationerne om 'Mads og Frederik' kan bruges i den sag, fortæller Erbil Kaya.

- Jeg synes, at mystikken bliver større og større. Vi har med et af Europas bedst sikrede fængsler at gøre. At man ikke kan fortælle, hvem der besøger en indsat, giver for mig ingen mening, siger Erbil Kaya.

- Hvis jeg ikke må få det at vide, kan Kriminalforsorgen jo sige, at de ikke må oplyse det.

Erbil Kaya har også bedt om at få udleveret overvågningsbilleder fra fængslet fra den dag, de to myndighedspersoner var på besøg.

De er dog blevet slettet, oplyser Kriminalforsorgen i brevet til advokaten:

- Det kan bekræftes, at personerne Mads og Frederik har befundet sig på arealer på Enner Mark Fængsel, hvor der foretages tv-overvågning. Det skal hertil oplyses, at optagelser i Kriminalforsorgens institutioner skal slettes, senest 30 dage efter at de er foretaget, står der i brevet.

Kammeradvokaten: Spansk bevisførelse var grundig

PET og FE har ikke ønsket at kommentere sagen om 'Mads og Frederik'.

I et svarskrift til stævningen mod PET og FE skriver Kammeradvokaten, at tjenesterne vil frifindes eller have sagen helt afvist.

Kammeradvokaten skriver endvidere, at den spanske dom er faldet "på baggrund af en meget grundig bevisførelse".

Ahmed Samsam afsoner fortsat den spanske terrordom.