Lykkepiller kan give hjertestop

De mest brugte lykkepiller i Danmark øger risiko for hjertestop. Lægerne pålægges nu skrappere krav til brugen

Cipramil tages af mange danskere, og pillerne kan øge risikoen for hjertestop. (© DR)

Det mest brugte middel mod depression, Cipramil, kan ifølge en ny undersøgelse få hjertet til at slå ude af takt, så det i sjældne tilfælde kan gå i stå.

Lægemiddelstyrelsen ændrer nu sine anbefalinger for brugen af pillerne, der også går under betegnelsen "lykkepiller", skriver videnskab.dk.

Et nyt amerikansk studie har for nylig afsløret en hidtil ukendt potentiel farlig bivirkning ved Cipramil, som mange depressive danskere i øjeblikket bliver behandlet med.

Patient kan besvime

Omkring 178.000 danskere behandles med Cipramil og kopiudgaverne af lægemidlet. Alle indeholder det virksomme stof Citalopram.

Ifølge studiet øger Cipramil risikoen for alvorlige hjerterytmeforstyrrelser. I yderste konsekvens kan det betyde, at patienten besvimer, får hjerteflimmer og hjertestop.

Studiet afslører få tilfælde af påvirket hjerterytme, som man frygter kan udvikle sig farligt, når man bruger store doser Cipramil.

Lægemiddelstyrelsen har pålagt danske læger nye skrappe anbefalinger og påbud i brugen af Cipramil.