Lussingerne sidder mest løst hos Jensen

En på sinkadusen - det mener dobbelt så mange frikadelledanskere som muslimer i Danmark er i orden når man skal opdrage sine børn.

Mandana Haack-Sørensen kunne aldrig drømme om at slå sine børn, ligesom langt hovedparten af muslimerne i Danmark.

Langt hovedparten af muslimerne i Danmark kunne aldrig drømme om at give deres børn en endefuld eller en lussing for at opdrage dem. Hos hr. og fru Jensen sidder lussingerne noget løsere.

Kun syv procent af muslimerne i Danmark mener, at vold i opdragelsen kan accepteres, mens 16 procent af resten af befolkningen mener det er i orden. Det viser undersøgelsen Din muslimske nabo, som Capacent har foretaget for DR.

Mandana Haack-Sørensen er blandt de mange muslimer, der mener, at det er uacceptabelt at bruge vold til at opdrage børn. Hun er mor til tvillingerne Niklas og Lukas på 3½ år, og de behøver altså ikke frygte en endefuld:

- Jeg synes, at det er en dårlig idé. Man når meget længere med kommunikation, og jeg prøver at snakke meget med drengene i stedet for. Også hvis de gør noget forkert, siger Mandana Haack-Sørensen, der er 34 år og arbejder som stamcelleforsker på Rigshospitalet.

Har prøvet vold på egen krop

Hun blev født i Iran og kom først hertil som 12-årig. Og hendes egen opdragelse som barn var ikke altid lige blid:

- Min far var lidt hård en gang i mellem, og han kunne godt finde på at slå, fortæller hun.

Hun har derfor på egen krop fundet ud af, at lussinger og endefulde er en rigtig dårlig form for opdragelse:

- Jeg mistede jo lidt respekten for min far, og jeg var jo bange for ham. Og nu til dags har jeg stadigvæk ikke et særlig godt forhold til ham, siger Mandana Haack-Sørensen.

Og det har altså gjort hende helt sikker på, at hun aldrig vil slå sine børn:

- Ja bestemt, for jeg vil jo gerne have et godt forhold til mine børn.