Lungekræftpatienter for længe på venteliste

Næsten halvdelen af patienter med lungekræft venter længere end grænsen på 42 dage på at blive opereret.

Hver anden lungekræftpatient bliver ikke opereret inden for tidsgrænsen på 42 dage. Det svækker deres chancer for at overleve.

Danske lungekræftpatienter bliver ikke behandlet inden for de 42 dage, som de har krav på.

Hvert år bliver omkring 600 personer behandlet for lungekræft, men i næsten halvdelen af tilfældene lever de danske hospitaler ikke op til grænsen for, hvor hurtigt patienterne skal behandles. Det erfarer DR Nyheder.

Ventetid strider mod loven

Tal fra 2010 viser, at hele 43 procent af lungekræftpatienterne ikke bliver opereret inden for 42 dage. Dermed overstiger deres tid på ventelisterne det loft, som den tidligere regeringen vedtog med kræftpakken for fire år siden.

- Det er uacceptabelt. For lungekræftpatienter og mange andre kræftpatienter er ventetiden ikke kun et spørgsmål om ventetid, men også et spørgsmål om udsigt til en god behandling, siger Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Positiv udvikling gået i stå

Siden kræftpakken blev vedtaget tilbage i 2008, er behandlingstiden for lungekræftpatienter blevet forbedret. Men forbedringerne er langt fra gode nok.

- Inden for de to sidste år er udviklingen gået i stå, og der er ikke sket markant yderligere forbedring. Det til trods for at vi stadig er langt fra målet, siger Torben Palshof, formand for Dansk Multidiciplinær Cancer Gruppe.

Kræftbehandling halter flere steder

I går kunne TV Avisen fortælle, at ingen danske hospitaler formår at behandle personer med kræft i bugspytkirtlen inden for grænsen på syv dage. De lange ventetider er meget bekymrende.

- Det er et problem, fordi tid er vigtig. Patienter kan i ventetiden miste muligheden for at blive helbredt og dermed miste livet, siger Torben Palshof

Politikere lever ikke op til løfter

Både gårsdagens tal for ventetider for patienter med kræft i bugspytkirtlen og de nye tal for lungekræftpatienter er ifølge Kræftens Bekæmpelse et tegn på, at politikerne ikke lever op til de løfter, de har givet.

- Der var en politiske målsætning og en bred opbakning til, at kræft skulle behandles akut. Man kan bestemt ikke kalde det akut behandling, når patienterne venter mere end 42 dage, siger Leif Vestergaard Pedersen.