Der dufter lidt anderledes.
Som noget sødt og kvalmende. Det er helt klart diesel, en dunst af diesel.
Selv om det er ret mørkt på Nørreports underjordiske station, kan man se dieselskyen fra det gamle, blå ME-lokomotiv sprede sig over perronen, netop som toget sætter i gang og forsvinder ned ad skinnerne i den underjordiske tunnel.
En dame annoncerer allerede det næste tog over højtaleranlægget, men skyen og lugten bliver hængende lidt endnu. Partikeltælleren, som dr.dk har taget med til Nørreport, har svært ved at følge med.
Den måler de skadelige partikler i luften.
Terning fyldt af partikler
For første gang på rundturen i København runder partikeltælleren 300.000 partikler. Det vil sige, at den registrerer 300.000 skadelige artikler på en kubikcentimeter luft, hvilket svarer til et lille uddrag af luften på størrelse med en almindelig terning.
Det er den luft, som passagererne indånder. Tallene på partikeltælleren fortsætter med at stige.
På landet kan antallet af skadelige partikler per kubikcentimer komme helt ned omkring 1.000.
- Jeg vurderer, at man helst skal opholde sig steder, hvor tallet er under 20.000, siger civilingeniør Kaare Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd.
Over grænsen
Med dr.dk tager han rundt i København for at måle luftforureningen. Med sig har han den lille partikelmåler som tæller og tæller her på Nørreport Station. Den stopper på 500.000, mens toget stadig er på perronen.
Dens maks-grænse og tekniske formåen er simpelthen nået. Den kan ikke tælle flere partikler.
- Derfor kan vi kun gætte på, hvor mange artikler den ville have målt, hvis den havde været i stand til det, siger Kaare Press-Kristensen.
Nørreport vinder kedelig sejr
De 500.000 svarer til, at der er 100 gange flere skadelige partikler på Nørreport end Frederiksberg Have, hvor vi samme dag måler antallet til 5.000 partikler.
Tidligere studier har vist, at borgere, der lever tæt på trafikerede veje, har øget risiko for at dø før tid og for at udvikle astma, kronisk lungesygdomme eller hjerte-kar sygdomme.
Forureningen på Nørreport Station er suverænt den højeste, som vi måler sammen med Kaare Press-Kristensen. Den slår med lethed blandt andet H.C. Andersens Boulevard, som ellers overskrider EU's grænseværdier.
Læs eller genlæs målingerne fra flere gader i København her: