Anklagebænken var tom i Østre Landsret i morges.
Her skulle retten ellers behandle ankesagen mod Shuaib Khan, der siden 2013 har været leder af den københavnske bande Loyal to Familia, LTF.
Han er tiltalt for trusler mod politiet. Truslerne skulle han have fremsat under en visitation i sommer, da bandekonflikten var på sit højeste.
Politiet ville tjekke LTF-lederen for våben og tog ham derfor med ind i en opgang. Her blev han klædt af, og under visitationen sagde Shuaib Khan “pas på dig selv” og “dig, du har en smart attitude” til én af betjent.
I Byretten blev han idømt tre måneders fængsel og en betinget udvisning for den ytring. En dom, han selv har anket til frifindelse, mens Anklagemyndigheden har anket for at få den 31-årige mand udvist fra Danmark.
Men Shuaib Khan mødte altså ikke op til sin egen sag i dag.
- Min klient har ikke mulighed for at møde op i dag, sagde hans forsvarer Michael Juul Eriksen.
- Det er ikke manglende respekt, men det skyldes andre ting.
Da Shuaib Khan ikke er mødt op i retten, kan han ikke længere blive frifundet for truslerne sidste sommer. Nu handler ankesagen alene om straffens længde og udvisning.
Ifølge DR Nyheders oplysninger har Shuaib Khan, der er pakistansk statsborger, været udrejst fra Danmark i en længere periode. Om han er vendt tilbage er uvist.
Bandelederens forældre skal i dag forklare om deres søns tilhørsforhold til Danmark. Det er første gang, de skal afgive forklaring.
Flere domme bag sig
Shuaib Khan er født og opvokset i Danmark, men han har tilbragt ni ud af de seneste 10 år i fængsel.
I retten blev hans tidligere domme gennemgået, og han er blandt andet dømt for dødsvold og et groft overfald i fængslet på et andet bandemedlem.
Det er ikke første gang, at Anklagemyndigheden forsøger at få Shuaib Khan udvist. I forbindelse med en sag mod dansk-pakistaneren i 2015, gjorde man også forsøget, og også i det tilfælde fik Khan en betinget udvisning.
Alle gange har retten lagt vægt på, at Shuaib Khan er født og opvokset i Danmark og ikke har tilknytning til Pakistan.
Der ventes at falde dom i den nuværende sag 5. marts.