Solen skinnede fra en skyfri septemberhimmel, da 21.000 løbere i formiddag var samlet ved startområdet til dagens halvmaraton, der løb af stablen i København.
Men som dagen skred frem, slog vejret om. Pludselig stod regnen ned i stænger, lyn flænsede himlen og tordenskrald bragede over de københavnske gader, hvor løberne var i gang på ruten.
- Det kom ud af ingenting. Det begyndte med et mægtigt lyn, der kortsluttede tidtagningen. Derfra væltede det bare ned og vandet kom strømmende, siger Dorte Vibjerg, direktør for Sparta, der arrangerer halvmaratonet.
To personer er blevet kørt på Rigshospitalet, efter de er blevet ramt af lyn. Også en tredje person er kommet til skade på grund af lynnedslag, men ikke så alvorligt, at vedkommende skulle på hospitalet, oplyser løbsarrangøren.
Tidstagningsudstyr ude af drift
- Løbere der stadig er på ruten, skal stille og roligt søge mod mål eller tage hjem. Løbet er under afvikling og vores tidstagningsudstyr er også ude af drift, og vi ved endnu ikke, om det er muligt at lave backup. Men det er underordnet. Det vigtigste lige nu er folks sikkerhed, siger Dorte Vibjerg.
Det blev annonceret over højtalere, at løbet blev lukket, og at folk skulle tage hjem og søge indendøre - også selvom solen skinner igen.
- Lige nu skinner solen jo, men grunden til vi har suspenderet løbet er, at vi i samarbejde med politiet har vurderet, at det er den sikreste løsning.
Ifølge politiet er det de høje træer i Fælledparken, som ligger lige af målområdet, der er fyldt med boder og tilskuere, der udgør en fare, hvis det voldsomme vejr skulle vende tilbage.
Ifølge løbsarrangøren er fokus derfor på, at få folk væk fra området i Fælledparken, mens vejret stadig er godt.
- Vi skal også have styr på bagagen for de deltagere, der stadig er ude på ruten eller som måske er søgt hjem. Og så skal vi have ryddet op. Der er så meget vand i Fælledparken som aldrig set før.