Livgarden søger gavmild sponsor: Frygter ikonisk maleri sælges til udlandet

Maleri med stor affektionsværdi for Livgarden ryger i dag under hammeren.

Livgardens historiske leder kalder maleriet for hjerteblod for Livgarden. (Foto: © Bruun Rasmussen Kunstaktioner)

Når Paul Fischers maleri 'Kongens Fødselsdag' i dag ryger under hammeren hos Bruun Rasmussen Kunstaktioner, sidder Eric Lerdrup Bourgois med krydsede fingre.

Han har ikke pengene til at byde på værket, men som Livgardens historiske leder, håber han inderligt, at maleriet bliver på danske hænder – eller at en gavmild køber måske endda forærer det til Livgarden.

- Vi er bange for, at det bliver købt af en privat samler og ført til udlandet, så det ikke kommer den brede danske offentlighed til gode, siger Eric Lerdrup Bourgois.

- Imponerende og bjergtagende

Maleriet fra 1925 er for Livgarden ikonisk.

- Det er Den Kongelige Livgarde i rød galla, der marcherer i anledning af Christian 10.’s fødselsdag i 1925 igennem Strøget. Det er vi bagudrettet kendt for, og vi er kendt for det i dag og forhåbentlig også i fremtiden. Det er et rigtigt københavnersceneri, som jo så at sige er hjerteblod for os, siger Eric Lerdrup Bourgois.

Han så gerne, at maleriet blev erhvervet til Livgardens Historiske Samling, hvor det ville være sikret for fremtiden og kan udstilles for offentligheden. Men Livgarden har ikke midlerne til at købe maleriet, der er vurderet til mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

(Foto: © Bruun Rasmussen Kunstaktioner, Bruun Rasmussen Kunstaktioner)

Maleriet måler 150 centimeter gange 150, og maleren Paul Fischer, hustruen Musse og datteren Inge er selv med i billedet. Paul Fischer er kendt for sine malerier fra det københavnske byliv, og Livgarden optræder i flere af dem, men 'Kongens Fødselsdag' er alligevel noget særligt.

- Det er sjældent, at man ser et maleri i så stort format. Det er meget imponerende og bjergtagende. Derfor er vi bange for, at maleriet kommer til udlandet og er for evigt, siger Eric Lerdrup Bourgois.