Sygeplejerske og koordinator Line Yde Plauborg har haft en noget usædvanlig arbejdsdag. Og nat.
Hun har nemlig valgt at sove på sit arbejde på Aarhus Universitetshospitals børne- og ungeklinik.
Sneen har gjort det noget nær umuligt at køre hjem til Djursland:
- Det er mere trygt at være på arbejde end at skulle ud at køre bil.
Hun fik egentlig fri klokken 15.00 onsdag eftermiddag, men meldte sig til at tage en ekstra vagt - og derefter var det på hovedet i seng.
Line Yde Plauborg er langt fra den eneste på sygehuset, som har valgt at tage en for holdet.
- Vi er i hvert fald en ti stykker, som overnatter her på sygehuset i nat, sagde Line Yde Plauborg i aftes, inden hun efter en kort nats søvn mødte ind til morgenvagt igen klokken 07.00 i dag:
- Og så er det jo spændende, hvor mange der kan komme på arbejde om morgenen, for der kan vejene jo nærmest nok være endnu mere svært fremkommelige end i morges.
Firedobbelt køretid
Hun og kollegerne holder dog humøret højt og er klar til at dække ind for hinanden:
- Stemningen er rigtig fin. Vi har indstillet os på, at vi skal være her og have en rigtig god vagt.
Spørgsmålet er bare, hvor mange kolleger der er i stand til at komme frem på arbejde.
Og spørgsmålet er også, om hun så kan komme hjem, når vagten slutter klokken 15.00 i dag. Det må tiden vise:
- Der, hvor jeg bor, der kan jeg nok komme hjem, når det er holdt op med at sne, og vejene er blevet ryddet.
Det tager normalt 25 minutter for sygeplejerske og koordinator Line Yde Plauborg at køre fra hjemmet på Djursland og til arbejdet på Skejby. Men i går morges tog den tur to timer.
Sygehusansatte i Aalborg er også sneet inde
Det er på mange måder en usædvanlig ting, at personale må overnatte på deres arbejde. Men det samme gør sig gældende længere nordpå også.
I Aalborg, som også er hårdt ramt af snestormen, har en håndfuld medarbejdere valgt at overnatte på arbejdet, fordi de ikke kunne komme hjem.
Det fortæller Lis Bjerregaard Riahi, som er forløbschef på Aalborg Universitetshospital:
- Det er vigtigt, at vores personale føler sig trygge på arbejdet, også i forhold til at kunne komme hjem. Det kan man så ikke i dag, for der er frarådet udkørsel.
Alle personalegrupper har haft muligheden, fortæller hun.
Også patienter, som er mødt op til undersøgelse eller er blevet udskrevet - og ikke kan komme hjem, har haft mulighed for - sammen med pårørende - at overnatte på sygehuset.
Men det har der ikke været behov for, siger forløbschefen.
En af dem, der er gået i ly for natten, er Leo. Han har sovet sammne med fire andre i et auditorium, som normalt bliver brugt til undervisning og kurser: