Ligebehandlingsnævn: Mandlige pædagoger skal klage over diskrimination

Pædagoger er bange for tage diskriminations-sag op af frygt for at blive stigmatiseret yderligere, mener forsker.

Nogle steder bliver mandlige pædagoger nægtet at skifte børns bleer, ligesom de bliver forbudt at tage børn på skødet. Ligebehandlingsnævnet opfordrer mænd til at klage. (Foto: © Morten Germund, Scanpx)

Der kan være tale om diskrimination, når mandlige pædagoger i modsætning til deres kvindelige kollegaer ikke må være alene med børn i børnehaven af frygt for pædofili.

Derfor opfordrer Ligebehandlingsnævnet nu de mandlige pædagoger til at klage over forskelsbehandlingen.

- Det er meget oplagt, at pædagogerne klager herind, så vi kan tage stilling til, om det er diskrimination eller ej. Det vil være helt oplagt at kigge på, siger Susanne Fischer, chefkonsulent i nævnets sekretariat.

Overvejer at forlade faget

Udmeldingen kommer efter, at en undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at ni procent af de mandlige pædagoger helt har overvejet at forlade faget på grund af frygt for en uberettiget anklage om pædofili.

Undersøgelsen viser også, at enkelte institutionsledere finder det "besværligt" i hverdagen, når mændene ikke kan eller vil udføre det samme arbejde som kvinderne.

Ligebehandlingsnævnet har dog endnu ikke modtaget nogen klagesager fra mandlige pædagoger, der føler sig diskrimineret.

Bange for at blive mistænkt

Else-Marie Buch Leander, der står bag undersøgelsen og forsker i pædofilifrygt ved Aarhus Universitet, forklarer, at hun oplever en berøringsangst blandt de mandlige pædagoger, når det handler om at udtale sig offentligt om emnet.

De er simpelthen bange for at blive stigmatiseret yderligere, mener forskeren.

- Man kan forestille sig, at mænd ikke tør klage over reglerne, fordi de er bange for at blive mistænkt alene på den baggrund, fordi emnet er så betændt. Flere mandlige pædagoger opnår desuden tryghed ved retningslinjerne, fordi risikoen for en livsødelæggende anklage er svær at leve med. Spørgsmålet er bare, om de ikke gør sig selv en bjørnetjeneste, siger hun.