Leonard skar i sig selv som teenager: Som 20-årig blev han sendt i krig

Forsvaret har sendt soldater i krig, der har haft selvmordstanker. Leonard Rasmussen er en af dem.

Når Leonard Rasmussen ser tilbage på de sidste seks år, mener han ikke, at han skulle have været udsendt til Afghanistan. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

I et værelse på soldaterhjemmet i Fredericia er der pyntet op til jul med nisser, julehjerter og kalenderlys.

Hyggen i rummet står i skarp kontrast til den forårsaften i 2012, hvor Leonard Rasmussen på samme værelse fik nok af kærestesorger, krigsminder fra Afghanistan og erkendelsen af, at han ikke kunne fortsætte i Forsvaret, fordi han var blevet psykisk syg.

- Jeg var sur på mig selv over, at jeg kunne blive syg af at sidde i en lejr i Afghanistan. Jeg følte mig svag, fortæller han i dag, hvor han er tilbage på værelset.

Han fandt sine sovepiller frem og besluttede at gøre livet forbi - 23 år gammel. Fyldte et vandglas og slugte alle pilllerne på én gang.

- Det føltes ikke som om, der var noget, der var værd at leve for længere.

I krig med selvmordstanker

Piller skulle dog ikke slutte Leonard Rasmussens liv den aften i 2012. Han kom hurtigt til udpumpning og senere i psykiatrisk behandling.

Han er langt fra den eneste af de danske soldaterveteraner, der har forsøgt selvmord efter at have været i krig.

Han tæller med i en ny rapport fra Center for Selvmordsforskning, der viser, at 298 soldater har forsøgt selvmord mellem 1995 og 2013.

Af samme rapport fremgår det også, at en tredjedel af de soldater, der har forsøgt selvmord efter hjemkomst, også har forsøgt at tage deres eget liv, inden de blev sendt udsendt.

Skar sig selv i armen

Leonard Rasmussen forsøgte ikke at tage sig eget liv, inden han blev udsendt, men som teeanger var han plaget af alvorlige selvmordstanker.

Første gang, de mørke tanker overmandede ham, var i 7. klasse.

De andre drenge i hans klasse samledes om hiphop og rapmusik, men det interesserede ikke Leonard Rasmussen, og han følte sig mere og mere udenfor.

- Jeg eksperimenterede med at skære mig selv i armen og overvejede, om det var den vej, man kunne gøre det, siger han.

Fra drengedrøm til virkelighed

Da Leonard Rasmussen skulle til Afghanistan, var der ingen, der spurgte ind til, om han havde haft selvmordstanker. Han nævnte det heller ikke selv.

- Det var jo lidt en drengedrøm at komme af sted, siger han.

Var det derfor du ikke nævnte selvmordstanker?

- Ja, det tror jeg godt, at man kan sige. Når man har trænet i så lang tid, vil man jo helst ikke spænde ben for sig selv.

Tre diagnoser

Efter at Leonard Rasmussen er kommet hjem, er han blevet diagnostiseret med posttraumatisk stresssyndrom, opmærksomhedsforstyrrelsen ADD og en svær depression. Det har haft voldsomme konsekvenser for hans liv.

- Jeg har levet i et rod, siden jeg kom hjem, og har svært ved at knytte mig til nye mennesker, fortæller han.

Skulle du have været erklæret egnet til at tage til Afghanistan?

- Set i bakspejlet skulle jeg nok ikke.

Forsvaret skal gøre mere

Ifølge Lilian Zøllner, der er leder på Center for Selvmordsforskning, er der en øget risiko for, at de soldater, der har haft alvorlige selvmordstanker eller forsøgt selvmord, inden de blev udsendt, forsøger at tage deres eget liv, når de er kommet hjem fra krig.

De bør altså ikke sendes af sted. Alligevel er det først og fremmest sig selv og ikke Forsvaret, Leonard Rasmussen bebrejder for, at han blev udsendt. Men Forsvaret står ikke uden skyld, mener han.

- Forsvaret kan gøre mere for at opspore, hvem der har de her problemer, siger han.

Fremad

Hjemme i sin lejlighed kigger han på et billede af, hvordan han så ud, da han var 20 år - lige inden han blev sendt til Afghanistan.

Dengang følte han sig rask, og selvom der kun er gået seks år, føler han sg langt væk fra den unge mand, der står på billedet.

- Jeg er nok 50 procent derfra. Men det går fremad med at nå derhen.