De skulle egentlig bare have skiftet det gamle linoleumsgulv i køkkenet ud med ét af træ og samtidig have lagt rør ned til gulvvarme.
Pludselig stod Lene Brandt og hendes mand, Anders Nielsen, i deres hus fra midten af 1800-tallet og kiggede på et stykke danmarkshistorie i form af en knap 900 kilo tung sten.
To meter lang og 80 centimeter bred.
I første omgang var der ikke meget andet end størrelsen at snakke om, for hvordan skulle de lige få så stor en sten ud af huset? En nabo foreslog at skære den i stykker.
Det skete heldigvis ikke.
Ved nærmere eftersyn viste det sig nemlig, at én eller anden - muligvis en randrusiansk viking - engang i fortiden har ristet runer ind i den side af stenen, der vendte nedad.
- Jo mere gulv vi fjernede, desto større var stenen. Jeg er da lidt stolt over, at den er fundet her, og at det lykkedes os at få den transporteret ud i ét stykke, siger Lene Brandt.
Det var i 2020, køkkenet skulle fornyes, og den store sten dukkede op under de gamle gulvbrædder ved komfuret.
Parret kontaktede en arkæolog fra Museum Østjylland, som kom ud og kiggede på den, og han vurderede, at der var tale om en relativt ny sten, fordi han af gode grunde ikke kunne se siden med runerne.
Dem opdagede man, da parret lejede en lastbil med kran, så de kunne løfte stenen op og ud af huset. Det var faktisk en amatør-arkæolog, der bemærkede runerne på et billede delt på Facebook.
Så blev det lokale museum kontaktet igen, og det hele tog fart.
Stenen blev derpå fragtet til et magasin, hvor den siden har ligget forsvarligt opbevaret og nænsomt er blevet rengjort for støv og skidt, mens den har ventet på at blive undersøgt.
Til minde om Bjarne, Bjørn eller Birger?
I dag, fredag, var det så endelig tid til at få besvaret nogle af de mange spørgsmål, der følger med sådan et oldtidsfund.
Til det formål havde Museum Østjyllands overinspektør og arkæolog Benita Clemmensen kontaktet Lisbeth Imer, som er runolog ved Nationalmuseet i København.
Det er sidstnævnte, der er ekspert på området, og det tog hende ikke mange sekunder at konkludere, at opgaven "ikke er så svær". Der er nemlig kun fem ristninger - altså runebogstaver - tilbage af den oprindelige inskription i stenen.
- Her har vi i hvert fald resterne af en A-rune. De lange, lodrette hedder hovedstave - de andre hedder bistave. Så her er der et F, det her er et T, og så bør der være et skilletegn her, som angiver, at der kommer et nyt ord, forklarer Lisbeth Imer, mens hun lader en finger glide igennem fordybningerne.
Så finder hun et B, og hvad der ligner mest et I.
- AFT betyder "efter", og BI er nok starten på et navn. Det er helt typisk for en runesten, at den er rejst efter nogen, men hvem det er, kan vi ikke se, for der mangler jo noget af stenen, siger runologen.
Langt de fleste runesten er rejst af og til minde om mænd, så det kan være et minde om en mand ved navn Bjarne, Bjørn eller Birger. Eller hvem ved - måske en kvindelig Björk?
Lisbeth Imer gætter på, at stenen simpelthen er hugget til, så den har passet ind i det hus, den blev placeret i midt i 1800-tallet, for dengang havde man et andet forhold til oldtidsfund, da der endnu ikke fandtes et museumsvæsen.
- Man tog simpelthen ikke hensyn til kulturarven, så den har nok lige passet ind som et fundament i byggeriet, siger hun.
Lisbeth Imer har været ansat på Nationalmuseet siden 2004, og helt præcist hvert femte år har hun fået til opgave at undersøge en nyfundet runesten et sted i landet. Det skete i 2006 i Faaborg, i 2011 i Ribe og senest i 2016 i Thy.
- Nu er der så gået seks år, før I ringede om den her, men det er jo nok på grund af corona, at det hele er blevet udskudt, siger hun med et grin.
Masser af runer i Randers
Stenen blev fundet i landsbyen Mosekær, og derfor er den allerede blevet navngivet "Mosekærstenen".
Det er relativt sjældent, at der findes nye runesten i Danmark, men netop her på Randers-egnen er der fundet en del op igennem tiden. Faktisk er Mosekærstenen den 44. runesten fundet her.
Nummer 43, Borup-stenen, dukkede op for 27 år siden i 1995, da man skulle lave om på brolægningen ved Borup Kirke nord for Randers.
- Stenene og mængden af dem vidner om, at egnen havde stor politisk betydning i vikingetiden, for intet andet sted i Danmark er der fundet så mange, og de er sat dels som et minde om en afdød person, men også som en slags manifestation af magt, siger Benita Clemmensen.
For nogle år siden blev i øvrigt én af Danmarks største sølvskatte, Tinghøjskatten, fundet ikke langt fra Mosekær, og så er der udgravet en del velbevarede veje og broer, der fortæller noget om infrastrukturen i vikingetiden.
Dagens undersøgelser tog nogle timer, og konklusionen fra Lisbeth Imer lød, at der er tale om ægte danefæ. Dermed kan Lene Brandt og Anders Nielsen se frem til at få udbetalt en kontant belønning for deres fund. En såkaldt danefæ-dusør, hvor beløbet fastsættes af Nationalmuseet ud fra blandt andet materialeværdi og sjældenhed.
Stenen kommer nu til at indgå i Nationalmuseets officielle samling og kan derpå senere udlånes til udstilling på Museum Østjylland. Det er der ikke taget stilling til endnu.