Lastbil kappede køreledninger: Togene kører tidligst fra fredag klokken 10

Togpassagerer på Sjælland og Fyn må væbne sig med tålmodighed minimum frem til fredag formiddag, oplyser DSB.

Redigering: Stig Haaning Thøgersen

En lastbil, der er forulykket i nærheden af Slagelse, har kappet nogle køreledninger over til stor gene for de togrejsende.

Der kan hverken køre regionaltog, intercitytog eller lyntog på den travle strækning mellem Slagelse og Ringsted, oplyser informationschef hos DSB Tony Bispeskov.

Det betyder længere rejsetid, og togene kan tidligst køre på strækningen fra fredag klokken 10.

- Derfor opfordrer vi vores kunder til hele tiden at holde øje med DSB.dk, hvis de skal ud at rejse med tog på Sjælland, men til dels også på Fyn, da det kan give nogle afledte effekter, at vi ikke kan køre mellem Ringsted og Slagelse, siger informationschefen.

Der er trængsel på Ringsted Station, hvor passagererne skal skifte til togbusser. (© DR Sjælland)

Central strækning

Han fortæller, at den pågældende strækning er meget central for togdriften.

- Det er en hovedfærdselsåre, og det er det specielt for de tog, der skal køre på tværs af landet. Derfor håber vi også, at Banedanmark så hurtigt som muligt får repareret køreledningerne, siger Tony Bispeskov.

Af DSB's hjemmeside fremgår, at passagerer, som skal videre fra Ringsted, kan finde togbusserne ved busterminalen ved stationsbygningen.

I Slagelse holder togbusserne ved busterminalen på Nordre Stationsvej.

Lyntogene er aflyst mellem Odense og Københavns Hovedbanegård i begge retninger og kører fra vest kun til Odense Station.

I stedet kan passagererne frem til fredag morgen stige om bord på intercity-togene fra Odense til Slagelse og fra Københavns Hovedbanegård til Ringsted, hvorfra der altså kører togbusser.

Togpassagerer kan søge om kompensation, hvis de bliver mere end en halv time forsinket. Det kan du læse mere om her.

Lastbilen kørte gennem et vejarbejde, oplyser politiet. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Politi: Ingen tilskadekomne

Vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at lastbilen kom kørende i retning mod København, da ulykken skete.

Chaufføren mistede af endnu ukendte årsager herredømmet over lastbilen lige øst for Slagelse, hvor motorvejen krydser jernbanen.

- Han kørte tværs gennem et vejarbejde og faldt ned ad skrænten i retning mod jernbaneskinnerne. Han nåede ikke helt ned til skinnerne, men blev hængende delvist på broen og har fået kappet alle køreledningerne over, siger Stefan Jensen.

Ingen tilskadekomne

Uheldet har ikke påvirket trafikken på motorvejen, oplyser vagtchefen.

- Ingen er blevet ramt, og chaufføren er tilsyneladende også uskadt. Han er blevet kørt til sygehuset til et lille rutinetjek, siger Stefan Jensen.

Banedanmark oplyser, at arbejdet med at fjerne lastbilen er gået i gang, men at den skal stabiliseres og løftes væk, og at kørestrømsanlæg og spor derefter skal tjekkes efter og køres igennem, før togene kan køre på strækningen igen.

Den seneste opdatering fra Banedanmark klokken 20.20 er, at man tidligst vil forsøge at løfte lastbilen væk ved midnat.

https://twitter.com/banedanmark/status/877924271057625088

Chaufførens chef, Ib Nielsen fra vognmandsfirmaet Alfred Nielsen, fortæller, at han har besøgt sin medarbejder på Slagelse Sygehus.

- Min medarbejder kan ikke huske, hvad der er sket. Han har fortalt, at han kravlede om bag i førerhuset i sovekabinen, fordi han blev bange og troede, at han skulle dø, da han ramte containeren, siger Ib Nielsen.