Lasse Müller har penge på sin konto til et kørekort.
Men han kan ikke få lov til at bruge dem.
Han har ventet i mere end et år.
For 17-årige Lasse Müller fra Vildbjerg ved Herning er forældreløs, og derfor skal den offentlige myndighed Familieretshuset godkende, når han og hans værge beslutter at bruge af Lasse Müllers formue. Og her trækker sagerne i langdrag - op til 2,5 år.
- Det er virkelig frustrerende, også fordi jeg ved jeg har pengene, siger Lasse Müller.
De seneste år er antallet af danskere under værgemål steget, og der er ikke fulgt tilsvarende flere hænder med til at behandle sagerne. Derfor hober sagerne sig op.
Ventetiden gør det svært for 17-årige Lasse Müller at leve sit liv på lige fod med sine jævnaldrende, for eksempel at tage køretimer, så han kan få kørekortet.
- Som alle mulige andre unge vil jeg godt kunne komme rundt omkring, forklarer han.
Han går til kor i nabobyen Herning og spiller basketball i den lokale klub, hvor han også er træner og er med til mange kampe i andre byer. Et kørekort vil gøre det hele nemmere og sjovere, synes han.
- Det giver noget frihed. At kunne komme ud og køre i sin egen bil - det er lidt drømmen.
Karrieredrømmen er at uddanne sig til ambulancebehandler, men det kan han først, når han fylder 21 år. Derfor er Lasse Müller i første omgang ved at uddanne sig til sosu-assistent. I det fag er det også en fordel at have kørekort og erfaring med at køre. Hvis han skal arbejde i hjemmeplejen, er det et krav.
Video: Lasse Müller ville gerne købe et elklaver for sine egne penge, men det krævede også først en godkendelse fra Familieretshuset.
Et godt tilbud lader ikke vente på sig
Hans situation gør det stort set umuligt for ham at slå til, hvis han ser et godt tilbud - selvom han egentlig har pengene.
For et par år siden fandt han et brugt elklaver til en god pris. Men allerede dengang var ventetiden på en godkendelse fra Familieretshuset oppe på et par måneder.
- Det kunne vi ikke vente på, for muligheden var der jo nu, forklarer Lasse Müller.
Han anerkender, at det er godt, der er en kontrol, så man opdager det, hvis nogen forsøger at snyde med ens penge. Men kontrollen burde gå langt hurtigere, mener han.
- Der er jo ikke noget galt med de penge. Det er min egne. Så sæt et stempel og så videre med det, siger Lasse Müller.
Lasse Müllers værge kan ikke bare låne ham penge. Han er advokat og er også værge for flere andre.
Men Lasse Müllers plejeforældre kunne ikke acceptere, at deres plejebarn skulle sidde fast på den måde. Derfor endte de med af egen lomme at lægge 7.000 kroner ud for elklaveret og de knap 20.000 kroner for kørekortet.
- Vi synes ikke, han skal være ringere stillet end alle mulige andre børn, bare fordi han er forældreløs og i familiepleje, fortæller plejefar Finn Zink.
Men den lånemulighed har langt fra alle, der har en værge.
Lasse Müller sætter pris på, at hans plejefar og plejemor vil hjælpe ham, men han ville ønske, at det ikke var nødvendigt.
- Jeg har jo de penge, jeg har arvet fra mine forældre. At jeg ikke kan bruge dem, er dybt frustrerende. De står bare indelåst, siger han.
Familieretshuset erkender i et notat, at administrationen af værgemålsområdet samlet set er i "særdeles kritisk tilstand" og "grænsende til at være i strid med" god forvaltningsskik.
Årsagen er ifølge Familieretshuset, at antallet af værgemålssager er steget med 51 procent på fem år.