Forfatteren Lars Hedegaard glæder sig over, at manden, der er mistænkt for at forsøge at skyde ham, nu ønsker at blive udleveret fra Tyrkiet til Danmark.
- Jeg er jo lettet over, at det åbenbart kommer til en udlevering, siger Lars Hedegaard til DR Nyheder.
Lars Hedegaard har tidligere forklaret, at han aldrig har mødt attentatmanden, før manden stod i Hedegaards dør med en pistol. Hedegaard mener derfor ikke, at der kan være et personligt udestående bag drabsforsøget.
Den islamkritiske forfatter tror derimod, at drabsforsøget skyldes, at han har sagt "slemme ting" om profeten Muhammed.
Troede ikke på udlevering
Lars Hedegaard har tidligere sagt, at han ikke troede, at den mistænkte ville blive udleveret fra Tyrkiet, hvor han blev anholdt i en lufthavn i Istanbul den 25. april. Men i dag siger mandens forsvarer til TV2, at han gerne vil udleveres.
Tror du mere på det nu?
- Ja nu er der vel ikke nogen grund til ikke at tro på det, når hans advokat Thorkild Høyer meddeler det til pressen, så det må vi regne med, at det kommer til at ske, siger Lars Hedegaard.
- Jeg er glad for, at vi omsider måske kan få at vide, hvad der farede i hovedet på den mand, og hvad der fik ham til at handle på den måde, som han gjorde, hvis det da er ham, der har gjort det, det skal jo lige afgøres, siger Hedegaard.
Forsvarer regner med udlevering
Lars Hedegaard blev forsøgt myrdet i sin opgang den 5. febuar 2013. Her blev han overfaldet af en mand i en rød jakke, som Hedegaard troede var et postbud.
Manden skød ifølge Hedegaard en gang, men herefter stod han og fumlede med pistolen. Det endte i håndgemæng mellem de to mænd, og til sidst flygtede manden til fods, har Hedegaard fortalt.
Da den 26-årige blev anholdt bar han et falsk pas, og Københavns Politi ved ikke om sagen kan trække ud, hvis de tyrkiske myndigheder måske vil retsforfølge ham for det ulovlige pas. Men det tror forsvareren dog ikke, bliver tilfældet.