Lars Hedegaard om kandidatur: Jeg egner mig ikke til et parti

- Danmark er danskernes land, mener Lars Hedegaard. Efter attentforsøget mod ham, stiller han op til Folketinget for at standse indvandringen fra muslimske lande.

Drabsforsøget på debattøren Lars Hedegaard skete i hans egen opgang. Og det har sat sig spor. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Debattøren Lars Hedegaard har været centrum for meget drama på det seneste. Og det er en af årsagerne til, at han nu vil forsøge at komme i Folketinget.

- Jeg vil ikke have, at andre skal ende i samme situation som mig, siger han.

Derfor skal vi have sat en stoppe for indvandrere, der ikke ønsker at blive en del af det danske samfund. Og specielt dem der vedkender sig islam.

- Der er et eller andet, der er gået fuldstændig amok her, mener Lars Hedegaard.

Truslen mod hans eget liv har sat spor

I februar sidste år blev han forsøgt myrdet af en mand forklædt som postbud, der forsøgte at skyde forfatteren.

En 26-årig dansk statsborger blev i april i anholdt i Istanbul under mistanke for attentatforsøget. Men i sidste uge kom det fra, at de tyrkiske myndigheder har løsladt manden - angiveligt i en fangeudveksling med terrorgruppen Islamisk Stat.

Men det er ikke kun truslen mod hans eget liv, der har tvunget ham op af stolen.

Økseangrebet mod Kurt Vestergård i 2010 og truslen mod Jyllands-Postens journalister, der angiveligt skulle halshugges og kastes ud af redaktionens vinduer i 2009, har sat spor.

- Derfor må vi tage end dyb indånding og se, hvad vi kan gøre for at rette op på det her, siger Lars Hedegaard

Islam er farligere end nazismen

Derfor er kernen i hans kandidatur et valgprogram, der er meget islamkritisk og som har fokus på at begrænse indvandringen fra muslimske lande.

- Jeg er modstander af islam, da jeg mener at islam er en endnu farligere ideologi end nazismen og kommunismen var, siger Lars Hedegaard.

Og en af hans mærkesager er derfor et dokument, som indvandrere skal underskrive ved ankomsten til Danmark. Med det i hånden kan Danmark smide dem ud, hvis de foretager sig noget ulovligt eller "truer os". Selv om de er forfulgte i deres hjemlande.

- Der findes ikke en stat i verden, som kan overleve det på længere sigt, mener han.

Ingen partier har bedt ham stille op

At dæmme op for indvandringen er allerede en mærkesag for flere etablerede partier.

Men trods det stiller Lars Hedegaard op som løsgænger - selv om han ved, det er op ad bakke at score stemmer nok til en plads i Folketinget.

- Der er ingen, der har bedt mig stille op, og jeg er ikke medlem af noget parti, forklarer han.

Lars Hedegaard afviser, at det kan skyldes, at der ikke er plads til hans meget islamkritiske standpunkter i et af de etablerede partier.

- Jeg tror bare ikke, jeg er velegnet til at være medlem af et parti. For jeg nægter at underkaste mig partidisciplinen, og der tror jeg, de fleste partier har indset, at det går overhovedet ikke, mener Lars Hedegaard.