Langebro skal have udført akutte reparationer

Slid og nedsivende vand er årsag til, at der akut skal bruges 36 millioner kroner på reparationer på broen.

Langebro skal repareres for flere millioner kroner. (Arkivfoto) (Foto: © Liselotte Sabroe og Keld Navntoft, Ritzau Scanpix)

- Da jeg gik ud over Langebro. En tidlig mandag morgen.

Sådan begynder en af Kim Larsens kendte sange 'Langebro'.

Fremover bliver gåturen over Langebro en mere udfordrende og formentlig mere larmende fornøjelse.

For Langebro - der er en af de mest trafiktunge broer i København - har behov for akutte reparationer, oplyser Københavns Kommune.

Det blev opdaget, da der skulle etableres et nyt p-anlæg under broen ved Christians Brygge. Et eftersyn viste, at der er behov for akutte reparationer til samlet 36,3 millioner kroner, og det er især slid og nedsivende vand, som volder problemer.

Både asfalt og drænlag er ødelagt, og lysmasterne er så gennemtærede af rust, at de risikerer at knække.

Alle reparationerne forventes at strække sig over ti år. Samlet vil det koste 307 millioner kroner. Alternativt estimeres det at koste 1,3 milliarder kroner at bygge en ny bro.

Langebro lukkes ikke for trafik

Broen vil være åben for trafik, mens reparationerne finder sted.

Reparationer bliver en stor udgift for kommunens budgetter i de kommende år, oplyser teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Langebros store behov for reparationer kommer til at tynge Københavns budgetter i de kommende år, og med regeringens anlægsloft kommer renoveringen også til at sætte en stopper for, at vi kan gå videre med en masse andre anlægsprojekter den kommende tid, siger hun i en pressemeddelelse.

- Regeringen bør for alvor overveje, om vedligehold og renovering af infrastruktur som veje og broer med mere ikke bør fritages for at æde af vores anlægsmåltal.

- Det vil kun gøre genopretningen dyrere i det lange løb, når vi må vente med at renovere vores veje og broer, fordi vi er bundet til at udføre andre anlægsprojekter i takt med byens udvikling, siger hun.

/ritzau/