Den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen er netop blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel i Vestre Landsret.
Dermed skærper landsretten dommen fra byretten, hvor hærchefen blev idømt tres dages fængsel for magtmisbrug.
- Efter karakteren og grovheden af forholdene, der fandt sted over tre år, og under hensyn til tiltaltes meget betydningsfulde position, forhøjes straffen til tre måneder, siger retsformand Astrid Bøgh ifølge Ritzau, da hun læser dommens konklusion op.
Forsøg på magtmisbrug
Ritzau skriver endvidere, at han af landsretten kun er blevet dømt for forsøg på magtmisbrug - og ikke for magtmisbrug som i byretten. Han findes samtidig skyldig i at have forsøgt at misbruge sin stilling ved at have forsøgt at påvirke en oberst til at ansætte sin kæreste i en ledig stilling som major.
Derudover har Vestre Landsret erklæret ham skyldig i grov pligtforsømmelse og overtrædelse af tavshedspligten ved at have givet sin kæreste adgang til sin tjenstlige e-mail-indbakke i Forsvarets systemer.
Til gengæld er Hans-Christian Mathiesen blevet frifundet for at have løjet for forsvarschef Bjørn Bisserup og for grov pligtforsømmelse, i forbindelse med at han skulle have bedt to ansatte hjælpe med nogle bryllupskort.
Anklage: Fremmede samlevers karriere
Sagen begyndte i efteråret 2018. Her beskrev forsvarsmediet Olfi, hvordan den daværende chef for Hærstaben havde benyttet sin position til at fremme sin samlevers militære karriere.
Kort efter blev generalmajor Hans-Christian Mathiesen fritstillet og sendt hjem, mens Forsvarsministeriets Auditørkorps undersøgte sagen.
Efter mere end et års efterforskning var den militære anklagemyndighed kort før årsskiftet i 2019 klar med et anklageskrift.
Anklagepunkterne lød blandt andet på tjenestemisbrug, uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger samt særlig grov pligtforsømmelse.
Forsvarschef: Alvorlig sag
Forsvarschef Bjørn Bisserup siger, at dagens dom har understreget alvorligheden i sagen.
- Det er en rigtig trist sag, der har belastet Forsvarets omdømme og ikke mindst ledelsens omdømme, siger Bjørn Bisserup.
Sagen kort
- •
24. oktober 2018 oplyste Forsvaret, at generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen var blevet midlertidigt fritaget for tjeneste.
- •
Det skete, efter at mediet Olfi - som skriver om Forsvaret - havde talt med flere anonyme kilder, der beskyldte hærchefen for både nepotisme og magtmisbrug.
- •
Anklagerne gik ifølge mediet på, at hærchefen blandt andet skulle have ændret på kriterierne for optagelse på to af Forsvarets mest eftertragtede uddannelser.
- •
Han skulle have fjernet kravet om erfaring fra internationale missioner, så hans kæreste kunne blive optaget uden at have været udsendt.
- •
Ifølge Olfis kilder rykkede hærchefen sin kæreste op på listen til optagelse på Master i Militære Studier i 2014, så hun på trods af manglende kvalifikationer blev optaget blandt de 13 officerer ud af 97 ansøgere fra hæren.
- •
Over for netmediet Olfi afviste forsvarschef Bjørn Bisserup, at sagen skulle undersøges nærmere. Forsvarsministeriets Auditørkorps var dog af en anden holdning.
- •
I slutningen af oktober 2018 indledtes en forundersøgelse. I januar 2019 blev der rejst sigtelse.
- •
Den 19. maj 2020 blev Hans-Christian Mathiesen idømt 60 dages ubetinget fængsel. Dommen blev anket på stedet.