Landmandsformand om afhoppere: De melder sig udenfor indflydelse

Formanden for Landbrug & Fødevarer ærgrer sig over de landmænd, som melder sig ud i frustration over organisationen. Mest af alt fordi han mener, at de melder sig udenfor indflydelse.

- Vi har slet ikke opnået de resultater, vi burde. Og vi er da blevet behandlet dårligt af det politiske system, siger Martin Merrild. (© DR)

Over 100 landmænd har de seneste uger meldt sig ud af landmændenes egen organisation, Landbrug & Fødevarer. Det gør de, fordi de mener, at organisationen ikke varetager landmændenes interesse. Og det er noget, der irriterer organisationens formand Martin Merrild.

- Dem, der melder sig ud, de melder sig udenfor indflydelse. Det synes jeg, sådan set, er det mest irriterende, at man ikke blive inde i organisationen og kæmper for sine synspunkter, forklarer Martin Merrild.

- Hvis vi skal have nogen mulighed for at få vores politik igennem, så er det jo vigtigt, at vi står sammen om det, og derfor synes jeg selvfølgelig, at det er ærgerligt, at folk opgiver kampen, siger han.

Resultater mangler

Et af de frafaldne landmænds klagepunkter er, at Landbrug & Fødevarer føjer sig for regeringen i spørgsmålet om at regulere gødningsniveauer.

Hos Landbrug & Fødevarer er man enig i, at man ikke har opnået et ønskeligt resultat på området.

- Vi har slet ikke opnået de resultater, vi burde. Og vi er da blevet behandlet dårligt af det politiske system. Vi har et vanvittigt gødningsregelsæt i Danmark, og det skal laves om. Det er bare sådan, at vi stadig tror på, at måden, som vi får lavet tingene om på, er at blive ved med at forklare og belyse, at vi har fagligheden og økonomien på vores side, siger Martin Merrild.

Kritiseret slogan ser fremad

Flere af landmændene mener desuden, at Landbrug & Fødevarer tegner et for rosenrødt billede af dansk landbrug og dets fremtid. I en afstemning på Landbrugsavisens hjemmeside, mente mere end 58 procent af landmændene, at Landbrug & Fødevarer bør droppe organisationens slogan, der lyder: ”Fremtiden er ikke så sort, som den har været”.

Formand Martin Merrild kan godt se problemet i sloganet set i forhold til den modgang, som landbruget har haft de seneste måneder.

- Hele vores kampagne er jo ikke et øjebliksbillede af, hvad der er sket indenfor de seneste to måneder. Det er et udtryk for, at vi tror stadigvæk på, at landbrugs- og fødevaresektoren har en stor fremtid i Danmark på længere sigt. Selvom vi har dårlige priser i øjeblikket, så er vi stadig på vej ind i en situation, hvor efterspørgslen efter fødevarer er stigende.

Stadig opbakning til linjen

I Landbrug & Fødevarer har man tænkt sig at fortsætte den linje, som man hidtil har fulgt. På trods af frustrationen fra de medlemmer, som melder sig ud i øjeblikket.

- Jeg føler stadigvæk, at der er en god opbakning i vores bestyrelse til den linje, som vi hidtil har valgt at følge. Så jeg kan ikke genkende, at der er en sådan dyb frustration, siger formand Martin Merrild.

- Vi har en organisationsprocent i landbruget, der er rekordhøj. Jeg tror ikke, at man kan finde andre steder, hvor man har en frivillig organisation, der har en så stor dækning, som vi har. Selvfølgelig registrerer jeg, at der er nogle, der er utilfredse. Men jeg registrerer også, at vi har tusindvis af landmænd, der bakker op om os hver eneste dag.