Landets største pengetanke vil overtage og drive Forsvarets mugne kaserner

Pensionsselskaber tilbyder at rive Forsvarets slidte kaserner ned og opføre nye som del af kommende forsvarsforlig.

Bygninger hvor regnen siler ind og skimmelsvampen breder sig. Iskolde radiatorer og brusebade uden varmt vand.

Forsvarets kaserner er efter årtiers besparelser slidt ned, så nogle soldater i desperation smider uniformen og forlader militæret.

Det mærker oberst Mads Rahbek, der er chef for Den Kongelige Livgarde.

På Garderkasernen Høvelte nord for København må hans soldater vige pladsen for skimmelsvampen, der foreløbig har erobret tre bygninger.

- Hvis jeg skal kunne forvente, at mine folk tager ansvar og gør de rigtige ting, så skal jeg også kunne levere et professionelt miljø, de kan arbejde i. Det hænger ikke sammen i dag. Hvis det hele sejler, og der er huller i vinduerne, så er det jo ikke der, hvor man bryder sig om at være, siger obersten.

Herunder fortæller oberst Mads Rahbek, hvordan kasernens slidte bygninger påvirker soldaterne i Den Kongelige Livgarde.

Måske hjælp på vej

Nu er der måske en hjælpende hånd på vej fra nogle af samfundets allerstørste pengetanke. Nemlig pensionsselskaberne, der styrer danskernes opsparede pensions-milliarder.

De forsømte kaserner er ikke værdige rammer at byde Forsvarets medarbejdere, mener Torben Möger Pedersen, der er administrerende direktør for pensionsselskabet Pensiondanmark.

Samtidig ser han en "interessant" investeringsmulighed på vegne af sine medlemmer.

Derfor tilbyder han nu at overtage, renovere og vedligeholde store dele af Forsvarets mugne kaserner i et offentligt privat samarbejde.

- Vi har i forvejen for 35 milliarder kroner ejendomme over hele landet og kan sagtens se os som partner for Forsvaret til at investere i den type bygninger, som de har brug for, siger Torben Möger Pedersen.

Det er særligt Forsvarets nedslidte indkvarteringsbygninger, hvor værnepligtige og professionelle soldater sover eller bor til leje, samt bygninger med kontorer, som pensionsselskabet vil investere i, forklarer den administrerende direktør.

Det er nemlig bygningstyper, som selskabet i forvejen har specialiseret sig i at drive. Særlige bygninger som kampvognsværksteder eller flyhangarer er det bedst, at Forsvaret selv tager sig af, siger Torben Möger Pedersen.

Pensiondanmark er klar til at overtage driften af Forsvarets mugne kaserner, så soldaterne kan få tidssvarende indkvartering, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Nedslidte kaserner over hele landet

Garderkasernen Høvelte er langt fra det eneste sted i Forsvaret, der kæmper mod skimmelsvamp og blankslidte bygninger.

På kaserner over hele landet mærker man mange års "efterslæb på vedligehold", som Forsvarsministeriet sidste år konstaterede i et såkaldt kasseeftersyn.

- Visse steder har bygningsmassen heller ikke den kvalitet, man kan forvente af et moderne forsvar, lød dommen.

De nedslidte kaserner er - med Forsvarsministeriets egne ord - en "væsentlig økonomisk udfordring".

Det er Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der har ansvaret for at vedligeholde kasernerne.

Men styrelsens produktionskapacitet er ikke "høj nok", slog ministeriet fast.

Vil rive ned og bygge nyt

Hos Pensiondanmark ryster direktøren ikke på hånden, selv om Forsvarets mugne, nedslidte og skimmelsvampsramte bygninger ved første øjekast langt fra ligner en guldrandet investering.

Hvordan kan det være en god investering for jer?

- Vi vil kun gøre det, hvis vi kan rive ned og bygge nyt, eller hvis det giver mening økonomisk at renovere dem. Det er en investering, som vi i forvejen har rigtig mange af. Vi bygger hovedsageligt nye kontorer og boliger fra bunden, men er også åbne for at opgradere eksisterende bygninger til 2023-standard, siger Torben Möger Pedersen.

Han forklarer, at Pensiondanmark har udviklet en opskrift på at bygge og drive ejendomme, man kan tjene penge på, selv uden at vælge de billigste og hurtigste løsninger på byggepladsen.

Faktisk er kvalitetsbyggeri - fortæller han - en forudsætning for, at investeringen kan give gevinst i sidste ende.

På den måde skal Pensiondanmark ikke bruge penge på at reparere billigt skrammel, der hurtigt går i stykker, lyder er af argumenterne.

- Jeg vil gætte på, at når man får det regnet igennem, så vil det være en bedre og billigere løsning for Forsvaret samtidig med, at vi får den indtjening, vi har forventning om.

Risikerer Forsvaret ikke at stå tilbage med det værste, mens I tager jer af det, der er i god stand?

- Nej, jeg vil tro, Forsvaret vil tilbyde en pakkeløsning, hvor der både er det, der er nedslidt og som måske skal rives ned, og noget der er i god stand og som skal vedligeholdes og driftes. Vi er med på at se på det hele, og det skal hænge sammen for begge parter.

Hvordan kan skatteborgerne være sikre på, at det også bliver en god forretning for dem og ikke kun jeres medlemmer?

- Der må man have tillid til, at Forsvaret og staten i øvrigt er en kompetent forhandlingspartner og sørger for at indgå en kontrakt, som er økonomisk ansvarlig og giver value for money for skatteyderne.

To af landets øvrige pensionsselskaber - Danica og Velliv - siger til DR Nyheder, at de under rette omstændigheder også er åbne for at investere i kasernerne.

Regeringen er positiv

Blandt regeringspartierne ser man positivt på pensionsselskabets forslag.

- Man får en sikkerhed for, at projekterne ikke bliver voldsomt fordyrede, som vi desværre har set en del eksempler på ved offentlige projekter, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der erklærer sig "åben" for at lade pensionsselskaberne give kasernerne den tiltrængte overhaling.

Fra Socialdemokratiet får pensionsselskaberne også "grønt lys" til opgaven.

- På den måde kan vi både få bedre bygninger til vores soldater, bedre budgetsikkerhed og en modernisering af Forsvaret, siger forsvarsordfører Simon Kollerup (S), der vil arbejde for, at det bliver en del af det næste forsvarsforlig.

Også hos Moderaterne siger forsvarsordfører Peter Have, at partiet er åben overfor ideen.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger, at politikerne bærer et ansvar for, at Forsvarets kaserner i dag er slidt ned.

Sendte soldater hjem en uge

På Garderkasernen Høvelte fortæller regimentschefen, at det haster med at komme i gang.

Sidste år måtte han lukke kasernen i en uge og sende soldaterne hjem, fordi alt varme forsvandt fra de slidte installationer.

- Jeg syntes ikke, det var rimeligt, de skulle være her, uden at kunne få et varmt bad. De kan sagtens være i felten en uge, uden at gå i bad. Men når de går herinde, så skal de have ordentlige vilkår, siger Mads Rahbek.

Han fortæller, at Den Kongelige Livgardes nedslidte kaserne direkte medvirker til den soldater-flugt, der plager Forsvaret og som DR Nyheder tidligere har beskrevet.

- De har et højt ambitionsniveau, de vil gerne være professionelle indenfor deres fag. Men det er svært at leve op til, når rammerne er som i dag. Så sker der det, at deres motivation stille og roligt bliver slidt ned, indtil de en dag finder på noget andet at lave, end at være her.

- Der er masser af arbejde uden for hegnet. Derfor er det her endnu en sten i skoen der gør, at soldater siger "nej, nu er det for bøvlet".