Lakse-direktør fordømmer drab på delfiner: Vores kunder spørger, om vi har noget med det at gøre

Direktør for Færøernes største fiskeeksportør glæder sig over, at lagmanden vil undersøge delfindrab.

Regin Jacobsen er direktør for Bakkafrost, der er Færøernes største producent af laks. Laks er øgruppens største eksportvare. (arkivfoto). (Foto: © Oscar Scott Carl, Ritzau Scanpix)

Umiddelbart har delfiner ikke meget med laks at gøre.

Men på Færøerne har det. For Regin Jacobsen, direktør på Bakkafrost, øgruppens største fiskeeksportør, måtte i dag sande, at drabet på den ene art kunne spænde ben for salget af den anden.

Derfor udsendte han i dag en pressemeddelelse, der kort og klart fordømmer drabet på 1.428 delfiner, som søndag skete på en strand i Skálafjørdur.

- Bakkafrost fordømmer episoden og finder den totalt uacceptabel, skriver han.

Sælger til hele verden

Han understreger samtidig, at hans firma, der sælger opdrættet laks til hele verden, intet havde at gøre med episoden. For siden billederne af delfinfangsten har spredt sig over hele verden, har han oplevet et stigende pres.

- Vi får mange henvendelser fra vores kunder, som ikke rigtig forstår det, og som spørger, om vi måske har haft noget med det at gøre. Og det er noget, som vi bliver nødt til at forholde os til, selvom vi intet har med det at gøre, siger han.

- De tilbagemeldinger, jeg får, er jo, at man ude i verden ikke kan acceptere det her, og på Færøerne er vi jo en del af omverdenen, og det bliver vi nødt til at forholde os til, fastslår direktøren, hvis virksomhed omsætter færøsk opdrættet laks for flere milliarder kroner hvert år.

De mange delfiner blev slået ihjel på stranden, men det tog lang tid, da der var for få mennesker på stranden, siger kritikerne. (Foto: © Sea Shepherd)

Der er allerede flere online-underskriftsindsamlinger, der vil lægge politisk pres på Færøerne og Danmark.

- I dag er kommunikationen på sociale medier meget omfattende. Det, som sker i vores kulturelle verden på Færøerne, selvom det måske er en del af vores kultur, kommer i fokus, og så bliver det kædet sammen med vores produkter, siger Bakkafrost-direktør Regin Jacobsen.

Derfor glæder han sig også over, at formanden for det færøske lagting, Bárdur á Steig Nielsen, i dag gik ud og meddelte, at sagen skal undersøges.

- Vi tager sagen meget alvorligt. Selvom fangsten betragtes som bæredygtig, vil vi se nærmere på jagten på delfiner, og hvilken rolle den skal spille i det færøske samfund, skrev han i en pressemeddelelse.

Stod det til fiskeeksportør Regin Jacobsen ville det være helt på sin plads at forbyde fangst af delfiner.

- Jeg synes, at det er meget positivt, at den udmelding kom. For selvfølgelig er det her et ømt politisk emne. Grindedrab er en del af den færøske kultur, som går hundredevis af år tilbage, men det med delfiner, det er absolut ikke en del af den tradition, siger han.

Usædvanlig stor flok delfiner

På Færøerne har man i flere årtier kæmpet mod pres fra omverdenen, der har kritiseret den færøske drivfangst på grindehvaler - en tradition, der går mange århundreder tilbage.

Bakkafrost er Færøernes største producent af laks. Fisk udgør omkring 90 procent af den færøske eksport. (arkivfoto). (Foto: © Oscar Scott Carl, Ritzau Scanpix)

Normalt er der et lille antal delfiner mellem flokken af grindehvaler. Men i søndags fik man drevet en usædvanlig stor delfinflok ind på stranden, hvor der stod for få personer klar til at aflive dyrene.

Der gik derfor for lang tid, inden man fik aflivet dyrene, har kritikken lydt, blandt andet fra formanden for de færøske grindefangere.

Lagmanden anerkender, også at delfinfangsten søndag var usædvanlig.

- Situationen 12. september var ekstraordinær. Flokken var mange gange større, end det normalt er tilfældet. Flokken var mere end tre gange større end den næststørste nogensinde, hvilket førte til store problemer, da dyrene nåede stranden, skriver han i pressemeddelelsen.

Flere færinger peger på, at udbredelsen af hurtige motorbåde har gjort det nemmere at indfange og omringe delfinerne, som er hurtigere end grindehvalerne. Søndag blev det også kritiseret, at delfinerne blev opdaget meget langt ude, og drevet langt ind til landingsstedet.

- Det var meget voldsomt, og det er aldrig sket før på den måde og i den mængde, og det gør, at man kommer til et punkt, hvor man bliver nødt til at forholde sig til det på en anden måde og melde klart ud, siger Regin Jacobsen fra Bakkafrost.

VIDEO Sådan så det ud, da de mange delfiner søndag blev aflivet på stranden.

ADVARSEL: Billederne kan virke voldsomme på nogle læsere!

'Delfinjagt er ikke en del af kulturen'

Mens der blandt færingerne generelt er stor opbakning til fangsten af grindehvaler, er fangsten af delfiner mere omdiskuteret.

Lagmand Bárdur á Steig Nielsen, der tilhører det liberale parti Sambandsflokkurin, har da heller ikke travlt med at forsvare delfinfangsten.

- Der er forskel på grindehvaler og delfiner. De spiller meget forskellige roller i vores samfund. Jagten på den hvidsidede Atlanterhavs-delfin har aldrig været en del af den færøske tradition i den samme grad og har ikke den samme kulturelle forankring, skriver han i pressemeddelelsen.

Bárdur á Steig Nielsen har ikke i dag ønsket at stille op til interview med DR.