Lærerformand: Ærgerligt at elever søger mod privatskoler

Forældre skal føle sig trygge ved læringen på folkeskolen for at stoppe, at elever søger væk, siger Anders Bondo Christensen.

- Når man vælger det, skal det være fordi, man ønsker en anden skoleform og ikke fordi, man ikke synes folkeskolen er god nok, siger Anders Bondo. (© DR Nyheder)

Lærernes formand er ærgerlig over, at flere forældre ønsker at flytte deres børn til privat- og friskoler.

Hans reaktion kommer, efter DR Nyheder har foretaget en undersøgelse blandt 186 privat- og friskoleledere, hvor 50 procent af lederne erklærer sig 'helt enige' eller 'delvist enige' i, at de har oplevet en større tilmelding af nye elever i år sammenlignet med tidligere år.

- Jeg synes, det er ærgerligt, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

- Jeg synes, det er fint, at der er fri- og privatskoler i Danmark. Men når man vælger det, skal det være fordi, man ønsker en anden skoleform og ikke fordi, man ikke synes folkeskolen er god nok, siger Anders Bondo.

Han tilføjer, at der er grænser for, hvor mange elever folkeskolen kan miste og samtidig kalde sig folkeskole.

Øget interesse skyldes blandt andet reform

Ifølge knap halvdelen af lederne på privat- og friskoler har de oplevet en stigning i henvendelser fra forældre, som ønsker at flytte deres barn på grund af netop skolereformen. 38,8 procent erklærer sig endvidere enige i, at en eller flere elever er meldt ind i skolen hovedsaglig på grund af skolereformen.

Lærerformanden mener, at det er afgørende, at forældrene føler sig trygge ved, at deres barn lærer nok i folkeskolen, hvis man skal have dem til at blive.

- Forældrene har et ønske om, at der bliver lagt et undervisningsforløb til rette, som udfordrer lige præcis deres barn, siger Bondo.

Samarbejde mellem skole og hjem skal prioriteres

Han peger desuden på, at forældrene skal kunne føle sig sikre på kvaliteten trods dagsordener om eksempelvis inklusion. Han mener også, at samarbejdet mellem det enkelte hjem og skolen skal prioriteres for at holde på eleverne.

- Der kunne man forestille sig, at man sagde, at der for hvert barn i gennemsnit skal afsættes fem timer, som forældrene kan regne med, at vi bruger på samarbejde i forhold til det barn, siger lærerformanden.

Har du erfaring med skolereformen, som elev, lærer, pædagog eller forælder, så hører vi gerne fra dig. Send en mail til skolereform@dr.dk.