De datoer, der bliver brugt i forbindelse med sigtelserne mod de anholdte formodede syrienkrigere, er i tre tilfælde præcis de samme datoer, som er angivet i de lækkede IS-dokumenter, som DR tidligere har omtalt.
Anklagemyndigheden bruger datoerne som skæringsdato for, hvornår man mener, at de sigtede har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat.
Mindst tre af de i alt fem anholdtes navne fremgår af de lækkede IS-dokumenter, og de datoer, som de tre har indgivet som indrejsedato i Syrien, er præcis de samme datoer, som anklagemyndigheden har brugt i forbindelse med sigtelserne mod mændene.
Dermed tyder det på, at de lækkede dokumenter er en central del af politiets efterforskning frem mod anholdelserne torsdag.
Siden klokken 9 fredag morgen har de sigtede været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. To af de fremstillede er fængslet frem til 3. maj – de første to uger i isolation af hensyn til den videre efterforskning.
De lækkede dokumenter viser oplysninger fra indmeldelsesformularer med 23 spørgsmål, som nye IS-krigere skal besvare, når de slutter sig til terrorbevægelsen.
IS-krigere in spe skal blandt andet oplyse, hvordan de gerne vil bidrage, kontaktoplysninger og krigernavne.
De lækkede dokumenter
- •
De lækkede informationer fordeler sig på 22.000 sider, oplyser Sky News.
- •
Oplysningerne stammer fra en formular med 23 spørgsmål, som nye IS-krigere skal besvare, når de slutter sig til terrorbevægelsen.
- •
IS-rekrutterne skal blandt andet oplyse: Navn, kriger-alias, blodtype, nationalitet, ægteskabelige status, adresse og "forståelse af sharia".
- •
De mest interessante oplysninger for vestlige efterretningstjenester er dog formentlig, hvem der har rekrutteret/anbefalet krigerne, og hvilken rute de har fulgt til krigszonerne.
- •
Sky News oplyser, at dokumenterne indeholder oplysninger om personer fra mindst 51 lande.