Lægen til bekymrede forældre: ingen mæslinge-panik

Selvom to børn fra Københavnsområdet har fået mæslinger, kan du trygt sende dit barn i institution.

Inden for to uger er der konstateret mæslinger hos to børn i Københavnsområdet.

Hvordan skal man som forælder forholde sig til det?

- For det første; ingen grund til panik, siger Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge hos Statens Serum Institut.

- Man skal ikke være bange for at sende sit barn i institution eller på legepladser, siger han.

Kommer der tilfælde af mæslinger i en vuggestue eller børnehave, vil forældrene modtage besked om, hvilke forholdsregler, de skal tage.

Her er Peter Henrik Andersens øvrige råd:

Vaccine frem for alt

Det bedste råd er at lade sit barn vaccinere. Det er den eneste effektive metode til at beskytte sig mod mæslinger, der er den mest smitsomme virus, der findes. Den smitter gennem luften.

I Danmark råder sundhedsmyndighederne til at give første vaccination, når barnet er 15 måneder gammel. Er man bekymret for sit barn - bor man f.eks. i Københavnsområdet, hvor der nu er et mindre udbrud - kan man bede lægen vaccinere helt ned til 12 månedersalderen.

Helt små børn (på op til 4-6 måneder) vil som regel være beskyttet af antistoffer fra moderen. Nogle børn vil også have antistoffer i længere tid.

Når barnet er 4 år, tilbydes endnu en vaccine, der gives i tilfælde af, at barnet ikke har dannet antistoffer efter første vaccination. Langt de fleste vil dog være beskyttet efter første vaccination.

En vaccine er den bedste gardering, men er ikke 100 procent effektiv. Der kan altså opstå mæslinger hos vaccinerede børn, men det er meget sjældent.

Visse børn kan ikke tåle MFR-vaccinen, der både skal forebygge mæslinger, røde hunde og fåresyge. Det gælder blandt andet børn med immunsvækkelse såsom børn med kræft, der får kemoterapi.

Disse børn er afhængige af flokbeskyttelse; hvis de fleste (dvs. 95 procent af alle børn) er vaccineret, vil de være beskyttet mod sygdommen. På den måde, som er matematisk udregnet på baggrund af sygdommens smitsomhed, kan man undgå, at mæslinger spredes.

Symptomer

Oplever man symptomer på mæslinger – høj feber, overfølsomhed over for lys, kraftige forkølelsessymptomer og siden udslet, der starter i ansigtet og bevæger sig nedefter, og stigende feber – skal man søge læge telefonisk. Man skal ikke møde op hos lægen uden aftale, for så udsætter man andre for smitterisiko.

Sygdommen smitter fra de første symptomer og indtil cirka fire dage efter udbrud af udslet.

Inkubationstiden (dvs. den tid, der går, fra man bliver udsat for smitte, til man udviser symptomer) for mæslinger er 10-11 dage.

Får et barn mæslinger, er det ikke umiddelbart en alvorlig situation. For langt de fleste vil det betyde, at barnet vil være syg og sengeliggende i en uges tid, men vil komme sig uden mén.

Mæslinger kan dog udvikle sig og give lunge-, mellemøre- eller hjernebetændelse. I sjældne tilfælde kan man dø af sygdommen, sådan som det lige et sket for et barn på halvandet år i Berlin.

MFR-vaccinen er gratis for unge under 18 år, og der er i princippet ikke nogen øvre aldersgrænse for at få vaccinationen.