Dorte Lissi Johansen kigger chokeret på det stykke papir, hun har i hænderne. Hun har tidligere arbejdet som læge på Alles Lægehus i Aalborg.
'Kontant' har givet hende journalen på en patient, der var til en konsultation i 2020, hvor Dorte Lissi Johansens initialer står anført. Problemet er bare, at hun ikke kan genkende det honorar, der er taget for konsultationen.
For på patientens sundhed.dk, kan man se, at der er taget honorar for en psykometrisk test på patienten, som ellers bare kom ind med smerter i ryggen.
En psykometrisk test er typisk 10 til 12 spørgsmål, patienten skal svare på, og som kan hjælpe lægen med at vurdere, om patienten er depressiv eller angst. Og så kostede den dengang 214,82 kroner.
- Den test har jeg ikke lavet. Det ved jeg. Det kunne jeg ikke finde på at skrive på som ydelse med sådan en patient her, slet ikke, siger Dorte Lissi Johansen.
’Kontant’ har i et tidligere program afsløret, at Alles Lægehus i Aalborg har mangedoblet antallet af psykometriske tests på bare to år.
Det er regionerne, der betaler lægeklinikkerne for de behandlinger, de skriver på regningen. Lægeklinikkerne får altså udbetalt flere af skatteborgernes penge, jo flere ydelser, de har lavet.
Lægen, der ejer klinikken i Aalborg, og som har det sundhedsfaglige ansvar for patienterne, oplyser, at de er i kontakt med Region Nordjylland for at rette op på 'fejlregistreringer'.
Men Dorte Lissi Johansen er ikke den eneste læge, der er blevet overrasket over regninger i Alles Lægehus.
Tidligere ansat læge: Det var skrækkeligt
Alles Lægehus har i forvejen været under skarp kritik, da DR-programmet ’Kontant’ i foråret afslørede, at flere klinikker i Nordjylland, der drives i samarbejde med Alles Lægehus, flere gange har sendt regninger afsted for tillægsydelser, som flere patienter mener, de aldrig har modtaget.
Siden har Region Nordjylland valgt at politianmelde en række nordjyske klinikker, som drives i samarbejde med Alles Lægehus.
Men denne gang er det altså lægernes tur til at være chokerede. Programmet 'Kontant' er også blevet kontaktet af en person, som har arbejdet for Alles Lægehus i en helt anden del af landet. Torben Bjerrehuus arbejdede som læge for Alles Lægehus i Helsinge på Sjælland i 2021.
- Det var skrækkeligt, siger han.
Han fortæller, at han opdagede, at der blev skrevet ekstra ydelser på i hans eget navn. Ydelser og behandlinger som han mener, at han aldrig har foretaget.
- For eksempel blev der skrevet på, at jeg havde lavet to sygebesøg hjemme hos den samme patient lige efter hinanden, fortæller Torben Bjerrehuus og tilføjer:
- Der var en patient, hvor der stod, at de havde fået lavet en blodprøve. Men det var ikke en ydelse, jeg havde foretaget. Og det var ikke en ydelse, jeg havde skrevet på regningen, siger han.
- Jeg har aldrig, aldrig, aldrig oplevet noget lignende i min karriere.
Den daværende praksisleder, som blev betalt af Alles Lægehus for at varetage driften af den lokale lægeklinik i Helsinge, fortæller til 'Kontant', at der var tale om enkeltstående fejl.
Lægen, som ejer klinikken og er sundhedsfagligt ansvarlig for patienterne, fortæller også, at hun ikke har været bekendt med Torben Bjerrehus’ bekymringer.
Ekspert: Jeg er simpelthen målløs
Journalisterne fra ’Kontant’ har vist klippet, hvor Dorte Lissi Johansen opdager sine initialer ved en konsultation, hvor der er taget honorar for en psykoemetrisk test til Kent Kristensen, lektor i sundhedsret ved Aalborg Universitet.
Da han ser det bliver han næsten mundlam.
- Den læge, der har lavet det notat, ville ikke have udført en psykometrisk test. Det har intet at gøre med det, der er sket i konsultationen, siger han.
Og at der ifølge Dorte Lissi Johansen er blevet ændret i regningerne for hendes patienter, vækker forargelse hos Kent Kristensen.
- At det her foregår hen over hovedet på den læge, der har haft patienten i behandling, når hun ikke er informeret om det… Jeg er målløs, jeg er simpelthen målløs, siger han.
Og John Brodersen, som er professor i almen medicin ved Københavns Universitet siger overordnet om situationen i Alles Lægehus:
- Med alt det materiale, jeg har set, så foregår der en profitmaksimering. Der foregår en brug af ydelser til at tjene flere penge, siger han.
Alles Lægehus, der som hovedkontor står for driften af sundhedskoncernens 39 lægeklinikker landet over, understreger, at de på ingen måde spekulerer i registrering af uberettigede tillægsydelser.
Alles Lægehus skriver til 'Kontant', at de naturligvis ikke skal modtage betaling for ydelser, som ikke er retmæssige, og derfor samarbejder de også med relevante myndigheder for at rette op på disse fejl.