Lægemiddelstyrelsen: 'Vi kan have vaccineret størstedelen af befolkningen, inden sommeren er slut'

Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, mener, at det ser lovende ud for den danske vaccineplan.

Hvis alt går efter planen, kan størstedelen af den danske befolkning være vaccineret, inden sommeren er slut, siger direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz. (Foto: © Jeppe BjøRn Vejlø, Scanpix)

46.975.

Så mange danskere har indtil videre fået det første af to vaccinestik mod covid-19.

Men kigger vi ind i sommeren, kan det tal se meget anderledes ud. For måske er der nu udsigt til en sommer, der er langt fra den delvise nedlukning, vi er midt i lige nu. Så måske kan vi begynde at håbe på en sommer med lidt mindre afstand, lidt flere venner og meget mere sol.

- Hvis alt går efter planen, kan vi have vaccineret størstedelen af den voksne befolkning inden sommeren er slut, siger direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz.

Men for at vi til sommer måske kan komme til at nyde solen uden samme restriktioner, skal der godkendes flere vacciner. En af de vacciner, som ser ud til måske at blive godkendt som den næste, er Moderna-vaccinen.

Godkendelsen af Moderna-vaccinen blev her til eftermiddag diskuteret af Det Europæsike Lægemiddelsagentur, EMA.

Hvis Moderna-vaccinen bliver godkendt, når EMA skal diskutere videre i overmorgen, så har Danmark to vacciner på paletten. Bliver det ved med at gå den vej, mener Thomas Senderovitz, at det ser lovende ud for den danske vaccineplan.

Vi må vente lidt endnu

Selvom danskerne nu måske kan se frem til en lysere sommer, skal vi væbne os med tålmodighed lidt endnu. For selv hvis Moderna vaccinen bliver godkendt i løbet af de kommende dage, vil vi ikke kunne mærke den største forskel endnu.

Direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Her i januar og februar går det lidt langsommere, fordi vi stadig får den samme mængde fra Pfizer/Biotech, og fordi Moderna skal op i fuld produktionshastighed. Det tager lige lidt tid, da det er et mindre firma, der ikke er vant til at producere i den mængde, siger Thomas Senderovitz.

Danmark har indgået seks forhåndsindkøbsaftaler med vaccineproducenter. Herunder Moderna og Pfeizer/Biontech.

Thomas Senderovitz spår, at de danske forhåndskøbsaftaler kan få stor indflydelse på den danske sommer.

- Hvis vaccinerne bliver godkendt, som vi forventer lige nu, så når vi at få en meget stor vaccinevolume op til sommeren. Faktisk vil vi forhåbentligt allerede i marts kunne se, at vi kan vaccinere langt flere end nu, siger han.

En tredje vaccine

En af de næste RNA-vacciner, som man forventer at kunne godkende senere på foråret er fra firmaet CurveVac. Fra den producent har Danmark indgået en forhåndsindkøbsaftale om 2,6 millioner vacciner.

Thomas Senderovtiz forventer, at vaccinen fra CurveVac gerne skulle komme til februar eller marts.

- Hvis vi "kun" har de tre RNA-vacciner, altså Pfizer/Biontech, Moderna og Curvevac, så vil vi kunne vaccinere hele den voksne del af befolkningen hen mod slutningen af sommeren. Hvis flere bliver godkendt, ja så ser det jo endnu bedre ud. Men det forudsætter, at vaccinerne bliver godkendt, og at de leverer, det de skal, siger han.