Lægeforeningen om LA-forslag: Det er en rigtig dårlig idé at straffe børn for manglende vaccine

Det handler i stedet om dialog, hvis man vil have flere vaccineret mod mæslinger, mener Lægeforeningen.

- Vi må fortsætte med den danske tradition om dialog og kontakt med børnenes forældre, siger Michael Dupont, næstformand for Lægeforeningen. (© Lægeforeningen)

Det er langtfra en god idé at lukke døren til offentlige daginstitutioner for børn, der ikke er blevet vaccineret mod mæslinger og andre børnesygdomme.

Det mener Lægeforeningen, der reagerer på et forslag fra Liberal Alliance.

- Det er en rigtig dårlig idé. Det dur ikke. Man kan jo ikke straffe små børn for forældrenes dårlige beslutninger, siger Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen.

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom, og den er på fremmarch i Europa. Det har fået WHO til at presse på for at få vaccinen mod sygdommen udbredt.

Og det er i den forbindelse, at LA's børneordfører, Laura Lindahl, vil have undersøgt, om forældre kan få frataget retten til at sende deres børn i en offentlig institution, hvis de ikke vaccinerer deres børn.

- Jeg synes, at det er fuldstændig absurd, at man ikke vil skåne sine børn fra en alvorlig sygdom som mæslinger, siger Lindahl.

- Men det helt afgørende er, at vi sikrer, at andre menneskers børn ikke bliver ramt af de her forældres valg, siger hun.

Det er dog den forkerte vej at gå, lyder det fra lægerne.

- Det kan godt være, at det er kommet i den bedste mening, men jeg tror, at det er en boomerang. Det er ikke rimeligt. Vi må fortsætte med den danske tradition om dialog og kontakt med børnenes forældre, siger Michael Dupont.

Han peger på, at forældre også bliver opmærksomme på smitten i Europa. De overvejer måske en ekstra gang, om det ikke er smart at få børnene vaccineret, hvis sommerferien går til udlandet, hvor der er risiko for smitte.

/ritzau/