Lægeforening kræver national redningsplan for speciallæger

Lægeforeningen foreslår, at den sammen med regeringen og regionerne finder en løsning på problemet med speciallægemangel.

Radiologer - der blandt andet foretager scanninger - er nogle af de speciallæger, der er mangel på. (Foto: © Colourbox, Colourbox)

Sygehuse og regioner kan ikke alene løse problemet med at sikre, at der er speciallæger nok i hele landet.

Det vurderer Lægeforeningen og foreslår derfor, at regeringen stiller sig i spidsen for at løse problemet.

- Regeringen, regionerne og os læger skal sætte os sammen og lave en handlingsplan for, hvordan vi løser det her problem. Det er ikke noget, man bare løser med et snuptag. Det er en langsigtet strategi, der er behov for, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Mindst 500 speciallæger mangler

I øjeblikket er der mindst 500 ubesatte speciallægestillinger på landets sygehuse. Det betyder, at de blandt andet mangler narkoselæger, røntgenlæger og speciallæger i kirurgi.

Det viser en ny rundspørge blandt landets regioner, foretaget af DR Nyheder.

Manglen på speciallæger rammer især yderområderne hårdt, lyder det fra både hospitalerne selv, Lægeforeningen og flere sundhedsøkonomer.

Mål om mindre skævhed

Ifølge Andreas Rudkjøbing er målet med en national handlingsplan, at man får sikret, at der bliver uddannet nok læger til alle specialer, og at speciallægerne fordeler sig til hele landet.

Hvis man derimod ikke gør noget, forudser han, at problemet vil vokse sig endnu større end i dag.

- Vi har en ide om, at det vil komme til at ramme skævt. At man i storbyerne fortsat vil have rigelige speciallægeressourcer, men at man i andre områder af landet kommer til at få en endnu større mangel, siger han.

(Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Opbakning fra Nykøbing Falster

Nykøbing Falster Sygehus er et af de steder, hvor man allerede nu mærker, at manglen på speciallæger rammer skævt.

Ifølge Region Sjælland har det mindre sygehus 22 ubesatte stillinger til speciallæger, og problemet ville være endnu større, hvis ikke sygehuset brugte mange kræfter på at rekruttere læger fra udlandet.

Der er derfor på sygehuset opbakning til, at problemet bliver løst centralt.

- Man er nødt til at lave en national plan, ellers tror jeg ikke, at man kan drive et sygehus som her, siger Ellen Holm, der er overlæge på Nykøbing Falster Sygehus.

Hun undrer sig over, at der ikke allerede nu er sat en national redningsplan i værk:

- Jeg fatter ikke, at man ikke løser det nationalt med en bedre fordeling af læger. Det er mig en gåde. Jeg kan kun forklare det med, at dem, der skal løse det, bor der, hvor der er mange læger.

Om rundspørgen

  • DR Nyheder har spurgt landets fem regioner om følgende spørgsmål: Hvor mange ubesatte/ vakante speciallæge-stillinger har regionen? (omregnet til fuldtidsstillinger)

  • Ubesatte/ vakante stillinger er her defineret som stillinger, der i løbet af 2014 og første kvartal 2015 har været slået op og eventuelt genopslået, og som det ikke er lykkes at besætte af en læge med det rette speciale.

  • Region Hovedstaden og Region Nordjylland har leveret friske tal for maj 2015, mens Region Midtjyllands tal er fra november 2014, og Region Sjællands stammer fra september 2014.

  • Region Sjælland mener, at billedet er det samme i dag.

  • Region Syddanmark har ikke givet tal, men oplyser, at der mangler mindst 20 speciallæger i psykiatrien og bekræfter, at der i hvert fald mangler 10 andre speciallæger i regionen.