Fremtidens energi skal ifølge Regeringens nye energiaftale i højere grad komme fra vindmøller. Det skaber generel glæde. Men Danmarks Naturfredningsforening finder det problematisk, at resultatet af forhandlingerne ender med flere kystnære vindmøller i stedet for havvindmøller langt til havs.
- Man tager noget af det, vi kalder vores arvesølv, nemlig det frie udsyn langs kysterne. Men det har også stor betydning for de fladvandede områder. Det er der, hvor man har både fisk og fugle, der yngler, og det har stor betydning for deres muligheder for at søge føde, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Naturskønheder går tabt
Når der efter planen frem mod 2020 opsættes flere hundrede vindmøller langs de danske kyster, i stedet for langt ude på havet, så afføder det dybe panderynker hos Danmarks Naturfredningsforening.
- Der en tendens til, at myndighederne ønsker at placere vindmøllerne i naturområder. Vi har jo set på land, at der hvor det ikke rigtig generer nogen, det er jo der, hvor naturen er. Det er vi meget lidt glade for i Danmarks Naturfredningsforening, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.