Det har sin pris, når man stikker snuden frem i den offentlige debat.
Og den pris er for debattør og radiovært Anne Kirstine Cramon blevet så høj, at hun har valgt at trække sig som klummeskribent på Berlingske, hvor hun i omkring fem år har luftet sine holdninger til alt fra håndbold til abortpolitik.
- Det er ikke tæskene værd længere, skriver Cramon på sin Facebook-profil.
Her beskriver hun at blive kaldt kønnede skældsord i kommentarspor og indbakke, modtage dickpicks og blive ringet op "10-15 gange hver aften kl. 23.30 i en uge i træk" af den samme mand.
Det hele er blevet for meget for Cramon, men hun er langt fra et enestående tilfælde.
- Det er meget værre, end at tonen 'bare' er grov
Flere kvindelige meningsdannere er så mættede af den offentlige debat, at de end ikke har haft lyst eller kræfter til at udtale sig til denne artikel.
De kan ikke overskue kommentarerne, e-mailsene eller efterspillet.
Og det er "helt forfærdeligt", at det er sådan, siger Stine Bosse. Hun er debattør gennem mange år, erhvervskvinde og bestyrelsesformand i Europabevægelsen.
Stine Bosse har efter eget udsagn også modtaget dødstrusler, materiale med "pornografiske undertoner", og hun siger, at langt de fleste af dem, der sender chikanerende eller truende indhold til hende, er mænd.
- Det er meget værre, end at tonen 'bare' er grov. Anne Kirstine Cramon er langt fra alene, siger Stine Bosse.
Hun genkender tydeligt følelsen hos de kvinder, der vælger ikke at udtale sig af frygt for, hvilke konsekvenser det har.
- Når jeg vælger at svare dig på spørgsmålene her, så gør jeg det jo også med en følelse af: Uh nej, bliver det her nu et tema, der gør, at jeg igen modtager et eller andet, siger hun.
Og frygten kommer ikke et tilfældigt sted fra.
Stine Bosse oplevede nemlig tilbage i 2018 at modtage en kuvert, der indeholdte et hvidt pulver. I alt nåede Stine Bosse og tre personer i hjemmet at være i kontakt med pulveret, inden en skræmt Bosse fik tilkaldt politiet, spærret sit hjem af og erklæret pulveret ufarligt.
En perlerække af chikanerende oplevelser fik til sidst bægeret til flyde over for Stine Bosse. Hun måtte skærme sig selv og sin familie for de offentlige skyts.
- Jeg er stoppet med at bruge Facebook, fordi jeg ikke kunne holde ud at være der, siger debattøren.
Hun er også stoppet som blogger på Berlingske - både fordi lysten ikke var der længere og også fordi hun ligesom Cramon oplevede, at tonen var meget grov.
Debatten bliver seksualiseret
Èn der derimod stadig fylder Berlingskes klummespalter, er præst og debattør Kathrine Lilleør. Gennem sine 20 år som fast klummeskribent har hun dog læst sin andel hadefulde kommentarer, og de rammer hende stadig, fortæller hun:
- Jeg forstår godt, at Cramon trækker sig og blivet ramt på den her måde. For man kan slet ikke være i den offentlige debat uden at blive ramt – og især ikke som kvinde.
Lilleør erkender, at debattørerne må forvente nogle hidsige modsvar til deres ofte provokerende og kontroversielle holdninger.
- Men i Cramons udtalelser læser jeg ikke, at problemet er, at debatten kan være hård. Det, der er sket for hende og mange af os andre, er, at den bliver seksualiseret og personlig, siger Kathrine Lilleør.
Modstandere bruger ord og angreb, der ikke handler om debattørernes holdninger, men om deres køn, mener Lilleør.
- Når det begynder at blive seksualieret, når man begynder at få opringninger om aftenen om sex og fordi hun er kvinde, så går det fra at være hændelser til noget, der reelt er overgrebsbetonet, siger hun.
Kathrine Lilleør oplever også, at når hun selv forsøger at sige fra over for de grove kommentarer i medierne, så lyder reaktionerne på, om hun ikke bare er for følsom og ømskindet?
- Og det er altså en klassiker i forhold til kvinde-bashing, siger Kathrine Lilleør.
- Det er det, jeg mener, Cramon siger fra overfor. Nu kan hun ikke mere. Jeg er bare nødt til at sige, at det kender alle os kvinder, der er i den offentlige debat. Og det er det mest alvorlige, mener Kathrine Lilleør.
Hadbeskeder er ikke hverdag
En mangeårig kollega til Kathrine Lilleør og Stine Bosse kan findes i journalist Mikkel Andersson, der begyndte som debattør for omkring 25 år siden. Han oplever af og til også, at der lander hårde ord i indbakken eller på sociale medier, men for ham er det ikke dagligdag.
Det sker måske en gang hver anden eller tredje måned, anslår han.
Ville det se anderledes ud, hvis han var kvinde? Det tror han faktisk, det ville - omend han understreger, at det naturligvis kan være svært at vide sig sikker på.
- Men jeg er ret sikker på, at truslen om seksuelle overgreb og vold bliver brugt oftere mod kvinder, fordi den trussel oplagt opleves mere reel, end når en kvinde truer end mand eller en mand truer en anden mand, siger han.
Hvis Mikkel Andersson selv modtog en voldtægtstrussel ville han finde det "komisk", siger han.
- Jeg ville ikke betragte det som en reel trussel eller føle mig intimideret, men en sådan trussel vil selvsagt klart opleves anderledes af de mange kvinder, siger Mikkel Andersson.
Om der kan blive gjort noget ved problemet, er Mikkel Andersson langt fra sikker på. Sociale medier har gjort det nemt hurtigt og uden særlig omtanke at sende svinere afsted i øst og vest.
- Jeg tror desværre, man er nødt til at erkende, at der altid er nogen derude, der vil gøre deres bedste for at være truende og ondskabsfulde overfor folk, der deltager i den offentlige debat, siger han.
'Jeg kan ikke trække mig'
De erkendelser har Stine Bosse også gjort sig, men overvejelserne om at trække sig helt fra debatten er kun blevet ved dét.
Hun har dog flere gange haft samtalen om at trække sig med sine børn, fordi hendes virke som debattør også har konsekvenser for dem.
Men så dukker der en fandenivolskhed op lige ved siden af frygten.
- Vi er blevet enige om, at jeg ikke kan trække mig, fordi så ville jeg svigte den sag, jeg kæmper for.
- Jeg kan ikke leve i et samfund, hvor vi (kvinder, red.) ikke kan ytre os, siger hun.
At Stine Bosse nægter at trække sig ændrer dog ikke på, at hun stadig bliver bange, når nogen sender ting til hendes adresse og til hendes samarbejdspartnere, eller når hun får hadefulde beskeder og deciderede trusler.
Og det ærger hende, fordi hun så får en følelse af, at de hadefulde personer lykkes.
- Og det er jo det samme med Anne Kirstine Cramon - det er frygteligt.
- Jeg kan godt forstå Cramon, og jeg ærgrer mig over, at hun ikke holder ud. Men så kommer der i det mindste fokus på, at vi ikke kan ytre os, siger Stine Bosse.