73-årige Jytte Nielsen havde kun luft til at gå uafbrudt i to minutter og 49 sekunder. Det var før den tidligere storryger kom på kursus. Nu har hun lært at tackle sin sygdom, og det har højnet livskvaliteten betragteligt.
- Ved den sidste test kunne jeg gå seks minutter og 49 sekunder. Det er mere end dobbelt så meget, så jeg er rigtig glad, siger Jytte Nielsen.
Forud er gået et 10 uger langt kursus for borgere med KOL, der står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en uhelbredelig sygdom, som især rammer storrygere.
Glæder sig
Kurset var arrangeret af Gribskov Kommune, og her glæder sundhedskoordinator Hanne Andreasen sig over de gode resultater.
- Vi kan se, at når vi lærer folk at leve med deres sygdom, så får de det meget bedre, siger Hanne Andreasen.
Hun glæder sig over, at kursisterne bliver mere opmærksomme på symptomer fra deres lungesygdom.
Sparer penge
Det forhindrer eksempelvis en del hospitalsindlæggelser med lungebetændelse, vurderer Hanne Andreasen. Men også når det gælder mere dagligdags ting er der penge at spare på kurset.
- Folk kan jo lettere overkomme de daglige gøremål som rengøring og indkøb efter de har været på kursus, så der vil jeg også tro, at vi sparer nogle penge, siger Hanne Andreasen.
Kurset i Gribskov Kommune er blevet til i samarbejde med Lungemedicinsk Afdeling på Hillerød Sygehus. Her er Marie Lavesen rehabiliteringssygeplejerske, og hun har været med til at lave kurset.
Også læger på kursus
Blandt andet har hun haft andre end borgere med KOL på skolebænken.
- Vi har også haft de lokale læger på kursus, og det er en stor fordel. De bliver opdateret på KOL og får viden om projektet, og det er med til at forankre det i hele kommunen, siger Marie Lavesen.
Foreløbig har 24 borgere med KOL været på kursus i Gribskov Kommune, og de lokale læger har henvist flere af patienterne.