Ny dansk forskning viser, at kunstig koma giver omfattende følgeskader, bl.a. nyresvigt og at kunstigt koma kan stille patienten endnu dårligere fysisk end ellers, skriver videnskab.dk.
Over 10.000 patienter herhjemme bliver hvert år lagt i kunstig koma, en mild form for narkose, i forbindelse med respiratorisk behandling.
- Men med den ny viden bør standardbrugen af kunstig koma laves om, siger ph.d. og klinisk lektor i anæstesiologi ved Syddansk Universitet Thomas Strøm.
Får følgeskader af kunstig koma
Når patienter lægges i kunstig koma, er det ikke kun hjernen, der bedøves, men hele kroppen. Mange patienter får følgeskader af den omfattende medicinske behandling, blandt anden en markant dårligere nyrefunktion.
- Vi har lavet flere undersøgelser, som tyder på, at brugen af kunstigt koma gør, at patienterne klarer sig dårligere på intensiv afdelingerne. Tre fjerdedele får en markant dårligere nyrefunktion sammenlignet med kun halvdelen, når de ikke får kunstigt koma, siger Thomas Strøm til DR Nyheder.
Det betyder, at der er større risiko for at patienten skal ligge længere tid på intensiv afdeling.
Respirator i stedet for kunstig koma
Thomas Strøm mener, at den rutinemæssige brug af kunstig koma skal ændres. Derfor har han og hans kolleger valgt at lægge patienter i respirator i stedet for.
- Respiratorerne kan fint understøtte patienternes egen vejrtrækning, så vores anbefaling er, at man nøjes med at smertebehandle og så undlade rutinemæssigt brug af kunstig koma, siger Thomas Strøm fra Syddansk Universitet.
Ifølge Videnskab.dk har undersøgelserne allerede medført ændringer i de nationale retningslinjer på området.