Advokat Mette Grith Stage vil have Østre Landsret til at forhindre, at anklagemyndigheden får lov at genoptage bevisførelsen i Kundbysagen.
Helt ekstraordinært tillod Retten i Holbæk i sidste uge, at nye beviser kan indgå i sagen, selv om bevisførelsen i sagen egentlig er afsluttet.
Ifølge retten kan de nye beviser have betydning for dommere og nævningers afgørelse af skyldsspørgsmålet.
Som udgangspunkt kan en sådan beslutning ikke kæres til landsretten, men ifølge Grith Stage er spørgsmålet så vigtigt, at hun håber på en undtagelse.
De nye beviser består af sedler, der er fundet i den tiltalte piges sko og i hendes celle i Vestre Fængsel.
Blandt andet er der fundet to breve, som ifølge anklager Kristian Kirk er skrevet til den terrordømte Enes Cifti, der også går under navnet Hamza Cakan.
Han er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien, og har tidligere skrevet et brev til den nu 17-årige pige.
Derudover er der også fundet en seddel med navne på dømte i danske terrorsager, samt en seddel fra 30. april i år, som anklageren mener er 'helt friske refleksioner' fra pigen.
Skyldsspørgsmålet ventes afgjort 16. maj.
/DR Nyheder/