Der er kun en godkendt ansøgning til ny FM4-kanal, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.
Ansøgningen, der er ved at blive vurderet, kommer fra Radio FM4 A/S, som er et konsortium bestående af en række medier.
Fristen for at ansøge om tilladelse til den fjerde jordbaserede FM-radiokanal udløb mandag 20. maj klokken 12. Ved fristens udløb havde Radio- og tv-nævnet modtaget to ansøgninger.
Den ene ansøgning opfyldte ikke de formelle krav og blev derfor afvist.
Radio FM4 A/S består af Jysk Fynske Medier ApS, Sjællandske Medier A/S, Herning Folkeblad A/S, Radio ABC Holding ApS, Skive Folkeblad G/S, Flensborg Avis AG, Lolland-Falsters Folketidende A/S, Nordjyske Medier A/S samt A/S Bornholms Tidende.
De nye ejere afløser Radio24syv, hvis sendetilladelse udløber 31. oktober, hvorefter Radio FM4 A/S overtager den.
Sendetilladelsen løber otte år og får et årligt statstilskud på cirka 90 millioner kroner.
Efter planen kommer den nye radiokanals hovedkontor til at ligge i Aarhus, men der placeres også en redaktion i København.
/DR Nyheder/