- Det er simpelthen modbydeligt.
Så klar lyder udmeldingen fra kulturminister Marianne Jelved (R), efter at digteren Yahya Hassan mandag aften blev overfaldet på Hovedbanegården i København.
- Det er fundamentalt, at man som kunstner og som menigmand kan deltage i debatten uden at skulle frygte, at man bliver slået ned, siger hun til Ritzau.
Overfaldsmand tidligere dømt for terror
Ifølge politikommissær Ove Bundgård Larsen fra København Politis Station City, blev Yahya Hassan slået i ansigtet af en udenlandsk mand, der genkendte ham på stationen.
Mandag eftermiddag er det kommet frem, at en 24-årig mand, der er sigtet for overfaldet, tidligere er dømt for terror.
Jelved: Alle skal kunne udtrykke sig
Kulturministeren lægger dog ikke særlig meget vægt på, hvad voldsmanden tidligere er dømt for.
Yahya Hassan skal have lov til at udtrykke sin budskaber i frihed og fred. Motiverne er underordnede, for det er handlingen, der gælder, mener hun.
- Der er ingen undskyldninger og forklaringer, der duer i denne sammenhæng. Det er modbydeligt, og vi vil ikke have det, siger hun.
18 år og debutant
Den 18-årige digter har palæstinensisk baggrund. Han udgav i oktober digtsamlingen Yahya Hassan, hvor han stiller islam og sin familie i kritisk lys.
En udgivelse, som både har resulteret i bifald og dødstrusler.
Den 24-årige mand erkender ved et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag at have slået digteren. Han nægter dog, at overfaldet var politisk motiveret.
Overgreb på ytringsfriheden
Marianne Jelved mener, at overfaldet på digteren er et klart overgreb på ytringsfriheden.
- Kunstnere er en meget vigtig del af debatten i det offentlige rum. Det er vigtigt at understrege, at alle skal have ytringsfrihed, siger hun.
Budskabet til den 18-årige digter er klart. Han skal ikke lade sig kue af voldsmænd.
- Han skal vide, at der er enormt mange danskere, som står bag ham. Og vi vil forsvare hans ytringsfrihed, siger Marianne Jelved.
/ritzau/