- Så kommer der et lille glimt med noget fra dengang – så kan man også høre, at vi er blevet ældre.
- Det passer ikke, siger kronprins Frederik til radiovært Alex Nyborg Madsen.
Latteren bryder ud i P6 Beat-studiet på første sal i DR Byen.
De sludrer henover Sort sol-nummeret ”Når solen stikker af” – det samme nummer, der sluttede et af de måske mest berømte radiointerview i danmarkshistorien af.
Tilbage i 1995 blev kronprins Frederik interviewet til P3-programmet Maskinen af Alex Nyborg Madsen.
I dag var kronprinsen tilbage – og sangen med Sort Sol blev spillet som opstart til radioprogrammet ”Kronprinsen på P4”, hvor også DR-journalist Anders Agger er med i studiet.
- Sort Sol er også oppe i de unge menneskers bevidsthed med deres seneste album, lyder det fra kronprinsen, lige inden mikrofonerne bliver tændt.
Forinden er snakken allerede gået i gang – det handler om Royal Run, hvor kronprinsen 2. pinsedag skal løbe i Danmarks fem største byer, om selve fødselsdagen og om P6 – ”det hører jeg en del nu,” som kronprinsen siger.
Der er blevet uddelt krammer radiovært og kronprins imellem - og aftalen om, at kronprinsen skal tiltales med hans titel og navn er blevet brudt – kun Anders Agger holder sig til aftalen, mens Alex Nyborg Madsen altså er dus.
Meget vand gennem floden
Men de er blevet ældre, og der er sket meget på de 23 år, siden kronprins Frederik delte ud af sig selv og sin musiksmag.
- Der er løbet meget godt vand igennem floden i de 23 år. Det skulle der jo også, for vand bevæger sig hele tiden. Det jeg bedst husker fra sidste gang, vi var sammen i et studie - jeg var lidt spændt på det - var det der med mediet og at skulle høre sin egen stemme – det har jeg det væsentligt lettere med, fordi jeg også har fået mere erfaring, siger kronprins Frederik og Alex Nyborg Madsen pointerer:
- Kronprinsen ser også en kende mere afslappet ud.
Det første interview fra 1995 blev dengang lavet i december, bare kort tid efter at han havde gennemført en af de hårdeste militæruddannelser herhjemme, nemlig uddannelsen som frømand.
- Dengang var det en ny æra, der startede for mig, fordi jeg lige havde lavet noget, som var imod alle odds, inklusive mine egne. Der kunne jeg mærke det der brus, og at jeg surfede på bølgen – det var en form for sensation for mig selv også at have klaret noget, som jeg ikke engang selv havde turde drømme om, fortæller kronprinsen.
- Jeg føler mig rimelig glad indeni
Ligesom dengang er det kronprinsen, der har valgt musikken. Han startede med en dobbelt så lang liste, men endt med 15 sange, der har betydet noget for ham fra de fem årtier har levet, med alt fra The Doors til Nephew.
Når musikken spiller, og der er pause i interviewet, tager alle tre hovedtelefonerne af og sludrer videre – om at der skal hentes kaffe, og om at Alex Nyborg Madsens gamle band, Savage Affair, bliver gendannet.
Anledningen for interviewet er selvfølgelig kronprinsens 50-års fødselsdag den 26. maj. En rund dag, som kronprinsen ikke frygter, men derimod ser frem til.
- Allerede fra to år siden var jeg spændt på, om man ville få den der krise og svedeture. Nu er der kun 10 dage fra det, og jeg glæder mig faktisk til det. Det må jeg sige. Det gør jeg. Og jeg føler mig rimelig glad indeni, siger kronprinsen.
Han erkender dog, at de runde fødselsdage ikke altid har været noget, han har glædet sig til.
- Lige i dagene op til min 30-års fødselsdag troede jeg, at nu skulle det hele slutte, og nu skulle jeg rette ind på en plads, hvilket ikke var tilfældet - eller at nu blev tingene meget anderledes. Den her gang er det noget andet. Det har også noget at gøre med, hvor jeg er i min tilværelse - der er gået 23 år siden det sidste program, med fire børn og en dejlig hustru og en masse gode udfordringer, siger kronprins Frederik.
I næsten to timer endnu fortsætter snakken og musikken og latteren. Og bagefter er det par glade værter, der slapper af.
- Det var superfedt. Jeg har jo mødt kronprinsen mange gange, og det var ret vildt, at han kom med så afslappet en attitude - han var både vittig og grinende, siger Alex Nyborg Madsen.
Programmet "Kronprinsen på P4" kan du høre på søndag klokken 10:03 på P4 - og som podcast - og du kan høre, eller genhøre, Maskinen fra 1995 her.