Det er lørdag aften. Anni og Kjeld Sommer har inviteret på middag i deres hjem i Brovst – hamburgerryg, sovs og kartofler.
Rundt om bordet sidder fem iranere, der alle kender hinanden, men de har svært ved at tale med Anni og Kjeld. De taler ikke dansk, og Anni og Kjeld taler ikke farsi.
Enkelte informationer slipper dog ud over de sproglige barrierer, og der opstår en pludselig glæde, da den ene iraner med få danske ord forklarer, at han har fået asyl.
- Nu forlader du ikke Brovst, vel? siger Kjeld, lidt i sjov, men mest i alvor.
For der knyttes stærke bånd til asylansøgerne – bånd, som brydes, når asylansøgerne får ophold i Danmark og rejser væk fra Brovst eller får afslag og må rejse hjem.
- Derfor er det jo utrolig svært, når nogen, der plejer at komme i Fristedet, ikke kommer her mere. Måske fordi de har fået opholdstilladelse, men alligevel gør det ondt at miste dem, siger Kjeld.
Mange nykristne på asylcenteret
Anni og Kjeld Sommer var begge 13 år, da de blev voksendøbt, og siden da har de været med i en frikirke. Nu har de fået et kald til at hjælpe muslimer med at finde kristendommen.
- Det er de ikke-troende, som vi ønsker at få fat i. En muslim tror ikke på, at Jesus Kristus er Guds søn. Og det synes jeg selvfølgelig, at han skal, siger Kjeld Sommer til P1 Dokumentar.
Før i tiden afholdt ægteparret møder med bibellæsning og salmesang på asylcenteret i Tranum 5 km fra Brovst.
Men i dag er det ikke tilladt at holde religiøse aktiviteter på centeret, fortæller netværksmedarbejder på asylcenteret Lene Rauff.
- Når asylansøgere kommer her til Danmark, er der flere, der spørger efter en kirke. Det kan være en frikirke, det kan være en folkekirke, og det kan også være et sted som Fristedet i Brovst. Men som asylcenter er vi religiøst set neutrale, det vil sige, at alle skal kunne bo her, siger Lene Rauff til Dokumentar.
Tusch på lagnerne
I stedet begyndte Anni og Kjeld at invitere asylansøgerne hjem på gården, hvor de bor. Det stod på i to år. Men så blev rammerne på gården for små.
- Der var flere og flere, der kom med. Børnene var også inde i vores senge, hvor de tegnede med tusch på lagnerne, og ét toilet til 60 mennesker er jo heller ikke meget, siger Anni.
Anni og Kjeld besluttede i stedet at købe en gammel kirke i byen. Den har de døbt Fristedet, og hver søndag er der ’åben café’.
En farverig meninghed
En tilfældig søndag i februar består menigheden af asylansøgere fra Congo, Eritrea, Nepal, Afghanistan og Iran, de fleste af dem unge, og en halv snes danskere, de fleste med gråt hår.
Der serveres kaffe, Kjeld taler fra prædikestolen, og en familie fra Congo synger en sang, ledsaget af keyboard og guitar.
Under musikken bliver en kollektkurv sendt rundt. Da musikken er slut, rejser en ung iraner sig op. Han er konverteret fra islam til kristendommen.
Han stiller kollektkurven på prædikestolen, og på farsi takker han Jesus for de penge, der er blevet samlet ind i dag.
- Vi giver Fristedet penge, men ikke mange penge, for vi har ikke noget arbejde. Hvis jeg får arbejde, så kan jeg hjælpe noget mere. Det her er min kirke, mit hjem, siger den unge iraner.
Frikirken er også sted, hvor asylansøgere kan blive en del af lokalsamfundet, mener Kjeld:
- Befolkningen står og kigger på os, og tænker: 'Har I med sådan nogen at gøre?' Men jeg tror virkelig, at vi har været med til at gøre en forskel. Hvis vi behandler de mennesker pænt i stedet for at afvise dem, så vil de også være lettere at omgås, siger Kjeld Sommer.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1155157694534753