Kræver overblik over PFAS-import: ’Et kæmpe problem’

Danske virksomheder importerer hvert år masser af PFAS-kemikalier uden om myndighedernes kemikalie-overvågning.

PFAS-molekyle. Der findes flere tusinde forskellige typer PFAS. Mange af dem skal ikke indberettes til myndighederne, hvis danske virksomheder importerer dem til brug i deres produktion. (© DR)

Al import af de omstridte PFAS-kemikalier skal registreres hos myndighederne, lyder det nu fra flere politikere.

Kravet kommer efter vi har fortalt, hvordan masser af PFAS-import hvert år ryger under radaren i de danske myndigheders kemikalie-overvågning.

- Det er helt afgørende, at virksomhederne forpligtes til at indberette, siger Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt.

Samme melding kommer fra SF.

- Det er jo et kæmpeproblem, at der er de her store mørketal. Regeringen skal sørge for, at PFAS bliver registreret, når det bliver importeret og bruges i forskellige produkter, siger Carl Valentin, der er miljøordfører i SF.

Intet overblik over PFAS-import

Ingen har noget samlet overblik over, hvor store mængder af de potentielt sundhedsskadelige stoffer der hvert år bliver importeret til Danmark, eller hvilke virksomheder der står for importen.

For selvom myndighederne har et register med oplysninger om import af blandt andet PFAS, så er det langt fra al importen, som virksomhederne skal registrere.

Der er nemlig en række undtagelser for, hvornår virksomhederne skal indberette.

For eksempel skal der kun indberettes import af produkter, der er stemplet som farlige. Men da det kun er et fåtal af de flere tusinde forskellige PFAS-kemikalier, der er undersøgt til bunds og har fået det stempel, vil der være en masse PFAS-import, der aldrig registreres.

Arbejdstilsynet, der driver registret, har for nylig skrevet til Folketinget, at usikkerheden ved tallene gør, at der ”ikke kan drages konklusioner om forbruget af PFAS (…) i dansk produktion og import.”

Også flere forskere er kritiske over den ufuldkomne registrering af danske virksomheders PFAS-import.

En af de virksomheder, der bruger PFAS i deres produktion uden at skulle indberette det til myndighederne, er virksomheden Steffca, der producerer pakninger til andre virksomheders maskiner. I videoen herunder viser og fortæller adm. direktør Martin Steffensen om virksomhedens brug af PFAS.

Minister vil ikke love fuldt overblik over PFAS-import

Miljøminister Magnus Heunicke (S) anerkender problemstillingen.

- Det er meget relevant at se på det her registrer, især for at beskytte de medarbejdere, der arbejder i industrien med at behandle stoffer, som kan være potentielt sundhedsskadelige, siger miljøministeren til DR.

Han oplyser, at Arbejdstilsynet, der driver registret, nu vil se på, hvordan registret kan forbedres. Men han vil ikke love, at der kommer et fuldt overblik.

- Der er vi nødt til at vurdere, hvad kan overhovedet lade sig gøre at dokumentere. Hvis man skulle registrere alle (PFAS-kemikalier, red.), så ville det være et meget, meget tungere registreringsarbejde, vi skulle i gang med. PFAS er tusindvis af stoffer, som vi slet ikke har noget overblik over i dag, som så skulle registreres enkeltvis, siger Magnus Heunicke.

SF og DF kræver handling fra regeringen

Men SF vil nu kalde miljøministeren i samråd om sagen.

- Vi ved, at det er meget udbredt, og at de her stoffer kan have store sundhedsmæssige konsekvenser. Derfor kalder SF også miljøministeren i samråd og kræver, at vi sørger for, at de her produkter selvfølgelig bliver registret i produktregistret, sådan at vi kan se, hvor PFAS’en ender henne, siger Carl Valentin fra SF.

Dansk Folkeparti vil ligeledes have regeringen på banen i sagen.

- Jeg er meget bekymret over, at der er nogen, der kan flyve under radaren på det her område. Det handler om vores alle sammens sundhed. Det er måske det allervigtigste overhovedet, og derfor så må regeringen handle, siger Morten Messerschmidt.

Miljøministeren fremhæver, at regeringen arbejder for at få indført et delvist forbud mod PFAS-kemikalier i hele EU.

- Vi forsøger at stramme op på det her register og kunne bruge det mere også i forhold til PFAS. Men det skal gå hånd i hånd med det, som er den store løsning, nemlig at få PFAS væk fra markedet i EU, siger miljøministeren.