Cannabisolien koster tusinder af kroner. Det er ulovligt at anskaffe sig den, og der er ikke nogen dokumentation for, at den virker.
Alligevel tager kræftramte Susanne på 49 cannabisolie, fordi den giver håb.
Susanne bor i Nordsjælland, er mor til to og har et godt arbejde. Men en dag under en løbetur opdager hun, at noget er galt.
- Jeg plejede at løbe 5 km, men pludselig efter 30 meter kan jeg bare ikke mere. Jeg kan ikke få ilt ud til mine arme og ben, og jeg kan slet ikke trække vejret ordentligt, fortæller hun til P1 Dokumentar.
Det viser sig, at Susanne har lungekræft, der har spredt sig med metastaser i leveren.
Hårdtslående besked: Fem år tilbage
Det er for sent at operere, så i stedet bliver Susanne sat på en pillekur med beskeden om, at den måske kan holde kræften nede.
Hun skal muligvis også i kemoterapi, men ellers er der ikke mere at gøre, og lægerne siger, at hun statistisk set kun har fem år tilbage at leve i.
- Det var sønderknusende, for jeg sidder jo her og er 49 år og er fuldstændig frisk. Jeg kunne slet ikke forstå det. Slet, slet ikke. Det var så svært for hjernen at forstå, siger hun.
Olie giver psyken et boost
Susanne er desperat oven på lægernes besked, men opdager noget, der giver hende håb. Cannabisolie. En olie, der er udvundet af hampplanten, og som nogle mener, kan kurere kræft.
Susanne ved godt, at der ikke findes dokumentation for, at den ulovlige olie virker. Men hun tror på, at der må være noget sandhed i de beretninger, hun læser på internettet, eller de råd hun får af dem, der sælger olierne.
- Det er med til, at psyken får et boost frem for hospitalets knusende besked om, at de ikke kan helbrede mig og om de fem år, jeg har tilbage. Her har jeg ligesom fået lidt mere håb, siger hun.
Tror på det bedste i folk
Og hun nægter at tro, at der findes mennesker, der vil udnytte hendes desperate situation til at tjene penge.
- Når en mand kan sidde og kigge mig ind i øjnene og sige: 'Det her er det rigtige for dig', så er jeg villig til at tage chancen, siger hun til P1 Dokumentar.
Der er mange beretninger på internettet fra cancerpatienter, som mener, de er blevet helbredt af cannabisolien. Men der er også historier fra pårørende til nu afdøde cancerramte, hvor olierne ikke har virket.
Har væsentligt mere energi
Men Susanne siger, hun kan mærke en bedring, efter hun har omlagt sit liv og er begyndt at tage olierne:
- Jeg kan mærke, at jeg slet ikke har nogen hoste, og at vandet i lungen er væk. Og så har jeg væsentligt mere energi, siger hun.
Hun ved dog ikke, om forbedringen skyldes de piller, hun får fra hospitalet, hendes kost- og motionsomlægning, meditationen, visualiseringsøvelserne eller cannabisolien.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der ingen dokumentation for cannabisoliens effekt.
Susanne har valgt at være anonym, da det er ulovligt at købe cannabisoloie. Susanne er ikke hendes rigtige navn, men det rigtige er redaktionen bekendt.