Kræftens Bekæmpelse: Rod i kræftbehandling er stærkt bekymrende

Nyt it-system sætter patienters og personales tryghed over styr, mener direktør.

Ifølge direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen (th.), betyder manglende registreringer, at myndighederne reelt har mistet overblikket over kræftbehandlingen herhjemme. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det er stærkt bekymrende, at Region Hovedstaden har mistet overblikket over, om de behandler kræftpatienter til tiden.

Det mener Leif Vestergaard Petersen, der er direktør i interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse.

- Det betyder også, at vi reelt i Danmark har mistet overblikket over, hvordan det går med vores kræftbehandling for øjeblikket, siger han.

Må ikke kunne ske

Det er ellers en aftale med regeringen, at alle kræftpatienter skal undgå unødig ventetid i såkaldte kræftpakkeforløb. Regionerne skal løbende oplyse om, at de overholder aftalen.

Men kontrollen med, om kræftpatienterne behandles til tiden, er reelt brudt sammen i Region Hovedstaden, efter at det nye it-system Sundhedsplatformen er blevet indført. Det skriver Politiken.

- Det må ikke ske. Sundhedsplatformen skulle have været en hjælp til læger og patienter, og lige nu virker det som om, at det er en møllesten, fordi der skal bruges mere tid på registrering og håndholdte ting end nogensinde tidligere, siger han.

Ledende overlæge Henrik Flyger, der er chef for brystkirurgi ved Rigshospitalet og Herlev Hospital, fortæller til DR Nyheder, at flere kræftafdelinger er gået over til at bruge papir i stedet for det nye it-system, der ellers automatisk skulle kunne registrere kræftforløbene.

Det er stort problem, mener Kræftens Bekæmpelse.

- Det betyder for nogen patienter, at de faktisk ikke får et behandlingstilbud til tiden, sådan som det er forudsat i kræftpakkerne og i lovgivningen, siger Leif Vestergaard Petersen.

- Det er også frustrerende for læger og sygeplejersker, der gør et kæmpe stykke arbejde til dagligt, at de har mistet overblikket over, om de får behandlet patienterne til tiden, siger han.

Har flere gange spurgt til tal

Ifølge ham har Kræftens Bekæmpelse flere gange forsøgt at råbe Region Hovedstaden op og spurgt ind til de manglende registreringer. Men svaret har indtil nu været, at de manglende oplysninger ikke havde indflydelse for patienter og behandling.

- Det kan vi se nu, at det havde det. Det er stærkt bekymrende både på det her område og på en lang række andre områder. Der har været i situationer, hvor patienternes sikkerhed og lægernes og sygeplejeskernes tryghed har været sat på spil, siger han.

Det er nu godt 14 måneder siden, at Sundhedsplatformen gik i luften i hovedstaden, og direktøren i Kræftens Bekæmpelse stiller grundlæggende spørgsmål ved, om systemet burde have været taget i brug.

- Jeg tror, man må stille det spørgsmål, om det system, man har sat i værk i Region Hovedstaden, overhovedet var færdigt og burde være godkendt til at tages i brug, siger Leif Vestergaard Petersen.