Den seksuelt overførte hpv-virus rammer i stigende grad mænd, viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse.
- Vi har hele tiden talt om hpv som relateret til livmoderhalskræft, men der er kommet stærkere og stærkere resultater, der viser, at hpv også er involveret i kræftformer hos mænd, siger professor Susanne Krüger Kjær, Kræftens Bekæmpelse.
Hun nævner eksempelvis penis- og analcancer samt visse typer hovedhals-cancer, herunder kræft i mandlerne og tungeroden.
Mens kurven for livmoderhalskræft hos kvinder er for nedadgående takket været screening, så går kurven den modsatte vej, når det gælder mændene. Her er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at screene.
Susanne Krüger Kjær forudser, at hpv-relateret kræft hos mænd om nogle år vil overhale livmoderhalskræft som den hyppigste hpv-relaterede kræftform.
Vil man undgå hpv-kræft, gælder det ifølge professoren fra Kræftens Bekæmpelse om at have sine børnevacciner i orden.
- De fleste kræftformer relateret til hpv hos mænd er forårsaget af hpv 16, som er inkluderet i børnevaccinationsprogrammet. Man håber, at man ved at vaccinere kan få nedbragt forekomsten af hpv-relateret kræft hos mænd ad den vej, siger Susanne Krüger Kjær.
Ifølge professoren er der således al mulig grund til at tage imod de gratis vacciner til børnene.
/ritzau/