Kontroversiel moské i Århus åbner koranskole

120 børn i alderen otte-12 år er allerede indskrevet i Grimhøj-moskéens nye weekend-skole. 100 andre står på venteliste

Den kontroversielle moské på Grimhøjvej i Aarhus åbner snart en skole med arabisk og koranen på skemaet. (Foto: © Pressefoto, Den Muslimske Sammenslutning)

120 børn mellem otte og 12 år er klar til at starte i en ny skole, hvor de i weekenderne skal undervises i koranen og det arabiske sprog, når den kontroversielle Grimhøj-moské i Aarhus snart slår dørene op for de små elever. 100 andre børn står på venteliste.

Det fortæller moskéens talsmand, Fadi Abdallah. Han har været i offentlighedens søgelys, fordi han blandt andet har udtrykt sin støtte til terrororganisationen Islamisk Stat, som kæmper for et muslimsk kalifat i det nordlige Irak.

Nægter at have hvervet hellige krigere

Østjyllands Politi anslår, at mindst 22 unge mænd fra Grimhøj-moskéen er taget til Syrien for at kæmpe på islamisternes side.

Men talsmanden og formanden for moskéen, Oussama El-Saadi, nægter begge, at unge mænd er blevet hvervet til hellig krig i Grimhøj.

Forsvarer stening

I programmet 'Jeppesen møder Grimhøj-moskéen' opsøger DR2's reporter Michael Jeppesen den udskældte moské, og her møder han blandt andre Mahmoud Hamid, som underviser børn og unge i bøn og islam. Han har tidligere undervist Victor Kristensen, som sidste år døde i en selvmordsaktion i Irak.

- Islam er ikke krig og ødelæggelse, siger Mahmoud Hamid. Men direkte adspurgt forsvarer han brug af stening som en del af sharia-lovgivningen.

Se Mahmoud Hamid tale om stening:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5411736d6187a213707fa3bf

Se programmet 'Jeppesen møder Grimhøj-moskéen' på DR2 i aften klokken 21.15.