Indtægter og udgifter vil ikke hænge sammen for mange kærestepar, når den nye Kontanthjælpsreform træder i kraft fra nytår. Det vurderer Louise Schelde Frederiksen, der giver gode råd på konsulenttjeneste social-rettigheder.dk.
- Der har den seneste tid været mange henvendelser fra bekymrede kontanthjælpsmodtagere, der kan se, at den daglige økonomi ikke længere kan hænge sammen, når deres samlever fra årsskiftet skal forsørger dem, fortæller Louise Schelde Frederiksen.
Tvinger folk til at flytte
Reformen giver såkaldt gensidig forsørgelsespligt. Det betyder, at din samlever er tvunget til at forsørge både dig og dine børn, hvis du er på kontanthjælp. Konkret vil det tvinge mange til at flytte.
- Når den ene indtægt i en husstand pludselig forsvinder, så kan den eneste løsning være at flytte fra kæresten, for at regningerne kan betales. Har man børn, så er de nødt til at flytte med, og det er bestemt ikke nogen god løsning at flytte børn fra trygge rammer, siger Louise Schelde Frederiksen.
Lars Sørensen er ledig, metalstøber og far til Kimmie på 12 år. I dag bor de sammen med Lars Sørensens kæreste i Aalestrup, og kommer han ikke i job, så vil hun fra nytår skulle forsørge alle tre.
Vil man tvinge flytninger igennem ?
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. I forvejen betyder min arbejdsløshed, at vi ikke har meget at rutte med, og så kan den eneste løsning være at vi flytter fra hinanden, siger Lars Sørensen.
Grundprincippet i reformen er, at når en samlever tjener mere end 27.888 kr., det svarer til to gange kontanthjælpsatsen, så får man ikke noget kontanthjælp.
- Det virker som om politikerne overhovedet ikke har tænkt på, at det er familier af kød og blod, det her handler om. Kan det virkelig være hensigten at man vil tvinge familie til at flytte fra hinanden? Spørger Lars Sørensen.