Kongehusets fødselslæge: Det gør mig ondt, at man lukker barselsafsnit

Rigshospitalets tidligere fødselschef reagerer på besparelser, der rammer førstegangsfødende.

Morten Hedegaard, forhenværende fødselschef på Rigshospitalet (Bagerst til højre), er berørt af lukningen af barselsafsnittet. Morten Hedegaard har hjulpet flere af kongehusets yngste generationer til verden. Her i 2012, hvor prins Joachim og prinsesse Marie fik prinsesse Athena. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Han var med, da kronprinsesse Mary fødte tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent. Overlægen stod ligeledes bi, da prinsesse Marie fødte på Rigshospitalet.

Men i 2016 sagde hospitalets fødselschef Morten Hedegaard op i protest. En medvirkende årsag var blandt andet, at man dengang nedlagde et decideret barselshotel reserveret til nybagte forældre.

Nu driver han sin egen klinik i privat regi, men har bemærket de seneste besparelser på Rigshospitalet.

- Jeg har jo ikke længere det faglige ansvar for området, men interessen er der naturligvis stadig, skriver Morten Hedegaard i en skriftlig kommentar.

'Det gør mig ondt'

- Det gør mig ondt at erfare, at der stadig må indføres besparelser og forringelser for de fødende, trods afskaffelsen af 2-procent kravet, konstaterer han.

Torsdag kom det frem, at Rigshospitalet fra den 17. december nedlægger Barselsafsnittet på Patienthotellet. De fem stuer er reserveret til førstegangsfødende, hvor de med bistand fra blandt andet en jordemoder kan få hjælp til amning og familiedannelse i det første døgn efter fødsel.

For fremtiden vil førstegangsfødende, der ikke oplever komplikationer under graviditet eller fødsel, som udgangspunkt blive sendt hjem fire timer efter barnet er kommet til verden.

Til gengæld tilbyder hospitalet et opfølgende hjemmebesøg af en jordemoder i dagene efter fødslen.

Udvikling bekymrer forening

Udviklingen bekymrer Jordemoderforeningens landsformand.

- Det er et udtryk for, at der er en fortløbende sparetendens på området, siger Lillian Bondo ifølge Ritzau.

- Hvis man er utryg ved at gå hjem, skal man have en ret til at være under pasning i dagene efter, hvor man lige har lagt krop til en kæmpe begivenhed og ny borger, siger Lillian Bondo fra Jordemoderforeningen.