Dronningen Margrethe har tilbragt natten på Rigshospitalet i København efter et fald i forgårs på Fredensborg Slot.
Men hun har det ifølge DR Nyheders oplysninger fortsat godt efter omstændighederne.
Dronningen er indlagt til observation, oplyste kongehuset i går.
Kong Frederik kommenterede i går sin mors uheld, da han mødte op til fejringen af Københavns Drengekors 100 års-jubilæum.
- Jeg har ikke haft mulighed endnu for at besøge hende, men jeg har talt med hende, og hun har det godt, og jeg er meget tryg ved hendes behandling på Rigshospitalet, sagde han til den fremmødte presse.
Har stadig kongelige pligter
Dronning Margrethe er fortsat en aktiv del af kongehuset, selvom hun har overladt tronen til sin ældste søn.
Hun skulle have været på opgave i dag på Aarhus Universitet for at fejre 75-års jubilæet ved Afdelingen for Arkæologi. Det besøg blev dog aflyst på grund af hendes fald.
Men så sent som i onsdags var hun på arbejde i København, hvor hun deltog i åbningen af en konference.
Også i mandags var hun på job, da hun overrakte en pris.
Dronningens helbred har de senere år været skrantende, hvilket også var medvirkende til, at hun abdicerede i januar i år.
Sidste år gennemgik dronningen en meget stor rygoperation, og hun var sygemeldt i flere måneder.
Men ifølge kongehusekspert Thomas Larsen vidner dronningens aktivitetsniveau om, at hun fortsat er i god form og stadig kan passe sine kongelige pligter.
- Den meget store og omfattende rygoperation, hun gennemgik, var præget af stor alvor og måske også større alvor, end befolkningen var klar over på daværende tidspunkt.
- Men vi har så også været vidne til, at dronningen er kommet tilbage igen efter en genoptræningsperiode og har været 'fit for fight', sagde han i går til DR Nyheder.