Kongehuset afslører planerne: Kronprinsen skal fejres i ni dage

Fejringen af kronprins Frederik kommer til at forløbe over mere end en uge.

I forbindelsen med fødselsdagen er der taget nye billeder af kronprinsen. (Foto: Steen Evald og Bysted ©)

Kongeskibet Dannebrog, balkonen på Frederik VIII’s Palæ og en løbefest i fem byer.

Dette er blot nogle af ingredienserne i fejringen af kronprins Frederiks 50 års fødselsdag i næste måned.

Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

Kronprinsen runder et halvt hundrede år 26. maj, hvor han klokken 12.00 kommer ud på balkonen på Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg, sammen med kronprinsessen Mary, de fire børn og dronningen.

Om aftenen er dronning Margrethe vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot med gæster fra ind- og udland.

Men inden den helt store fejring har danskerne rig mulighed for at få et indblik i festlighederne.

For allerede 18. maj indledes det første fødselsdagsarrangement, hvor der er jubilæumsoverrækkelser i kronprinsens egen fond, Crown Prince Frederik Fund, og en efterfølgende middag i Frederik VIII’s Palæ.

(Foto: Steen Evald og Bysted ©)

Løb i fem store byer

Kronprins Frederik får mulighed for at hvile fødderne de efterfølgende tre dage. Og det får han brug for.

For 21. maj snører han løbeskoene for at deltage i Royal Run med tusindvis af andre danskere i byerne Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Når kronprinsen har fået pusten gælder næste punkt på dagsordenen. 22. maj sejler han sammen med kronprinsesse Mary til Aarhus, hvor kommunen vil være vært ved en række besøg hos virksomheder og organisationer den efterfølgende dag.

Her vil kronprinsen desuden åbne et nyt center ved Aarhus Universitet, der får navnet Crown Prince Frederik Center for Public Leadership.

Dagen efter går turen så tilbage til Sjælland, hvor kronprinsparret på Frederiksborg Slot skal deltage i afsløringen af et nyt portræt af kronprinsen samt åbning af udstillingerne ”H.K.H. Kronprins Frederik - Prins til Danmark” og ”Ralph Heimans Portrætter".

Når selve fødselsdagen er ovre 26. maj, har kronprins Frederik ikke fået tømt sin kalender helt.

For dagen efter afsluttes festlighederne med showet ”Hele Danmark fejrer Kronprinsen” i Royal Arena i København, hvor både fødselaren og andre medlemmer af kongefamilien deltager.