DR's nyhedsmagasin - 21 SØNDAG - kan i aften afsløre, at der har været mange (og forskellige) advarsler om det opholdssted udenfor Skanderborg, hvor lederen er sigtet for grove seksuelle overgreb mod tidligere anbragte børn.
Startede for 10 år siden
Allerede for ti år siden i 2002 melder moren til et af de børn, som politiet i dag mener, lederen har forgrebet sig imod, til politiet.
Det gør hun efter et besøg på opholdsstedet hvor hun bliver bekymret, da hun skal skifte ble på sin søn.
- Han havde ikke været der ret længe, da jeg skulle skifte ble på min yngste, og han blødte simpelthen sådan ud ad endetarmen, fortæller moren i aften i 21 SØNDAG.
Leder går til modangreb
Hun ønsker at være anonym, men 21 SØNDAG kender hendes identitet.
Lederen af opholdsstedets modreaktion var dengang at melde moren til politiet for seksuelle overgreb mod drengen - og sagen blev henlagt.
Ansatte advarede flere gange
21 SØNDAG har desuden haft adgang til hundredvis af sagsakter om forløbet.
Af sagsakterne kan 21 SØNDAG blandt andet i aften fortælle, at flere ansatte allerede tilbage i 2005, 2006 og 2008 er stærkt bekymrede for lederens opførsel overfor de anbragte børn - en opførsel, der i alle tre tilfælde gør, at de underretter de ansvarlige kommuner og amter.
Men alligevel sker der ikke noget.
Leder fortalte om forhold
For eksempel betror den nu fængslede leder, ifølge 21 SØNDAGs oplysninger, sig til en tidligere ansat.
Lederen fortæller den tidligere ansatte, at han har et seksuelt forhold til et af de anbragte børn.
Derfor underretter den tidligere ansatte allerede i 2005 Vejle Amt, der dengang har tilsynet.
Den tidligere ansatte skriver blandt andet, at lederens forhold til pigen er 'af sådan en karakter, at han er alvorligt bekymret for hendes tarv.
Og medarbejderen er så rystet, at han vælger at opsige sin stilling på opholdsstedet. Men igen sker der ikke noget.
Leder sov med 3-årig dreng
Også to andre tidligere ansatte underretter i 2005 og 2008 myndighederne, da de er alvorligt bekymrede for børnenes trivsel.
Den ene, socialpædagog Morten Sandberg, var ansat på opholdsstedet i tre måneder, siger i dag:
- Det undrede mig, at han sov med en 3-årig dreng derude. Jeg ved ikke, om han gjorde det hver nat, men i hvert fald så sov han nogle gange med drengen. Han (lederen, red.) fortalte, at det var for at gøre denne her autistiske dreng tryg, fortæller Morten Sandberg.
Et amt siger fra
Sagsakterne viser også, at Vejle Amt i månederne op til kommunalreformen ved årsskiftet i 2007, hvor Skanderborg Kommune overtager tilsynet, er aldeles bekymret for forholdene på stedet.
For eksempel bliver der i efteråret 2006 holdt ekstraordinære møder med de anbringende kommuner, og tilsynsrapporterne konkluderer, at Vejle Amt ikke længere kan stå inde for kvaliteten af opholdsstedet.
Nægtet tilsyn
Blandt andet fordi lederen er aggressiv, og tilsynet bliver ved flere lejligheder nægtet adgang til børnene.
Alligevel har Skanderborg Kommune intet kritisk at bemærke, da kommunen få måneder senere overtager ansvaret og på forhånd er orienteret om de voldsomme problemer.
Den tidligere leder af opholdsstedet blev i torsdags varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig.
21 SØNDAG her meget mere om sagen i aften kl. 21 på DR1.