Kommission skal undersøge kritisk Kina-grafitti

Tibet-kommission skal til bunds i, om hvem der bestilte rengøringsfirmaet ISS til at fjerne kritisk graffiti under kinesisk statsbesøg.

Da Hu Jintao besøgte Danmark i sommeren 2012 blev demonstranter fjernet af politiet, og graffiti blev rengjort for at skærme den kinesiske leder mod kritik. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Det er den tre mand store Tibet- kommission under Justitsministeriet, som skal undersøge, hvem der gav ordren til at få gjort rent efter noget graffiti under det kinesiske statsbesøg i juni 2012.

Det bekræfter Justitsministeriet over for Berlingske og henviser til, at kommissionen skal “undersøge og redegøre for (...) begivenhedsforløbet, som knytter sig til politiets handlinger over for personer under det kinesiske statsbesøg”.

Ifølge Radio24Syv var det Københavns Politi, der hyrede rengøringsfirmaet ISS til at vaske den Kina-kritiske graffiti væk foran Hu Jintaos hotel i København under besøget, lige så vel som den blev fjernet langs præsidentens rute rundt i byen.

Formanden for Støttekomitéen for Tibet, Anders Højgaard Andersen, siger til radiostationen, at tegningerne blandt andet forestillede silhuetter af døde tibetanere, og over for Berlingske bekræfter talsmand for ISS Anne Anker, at selskabet har udført en rengøringsopgave for Københavns Politi under statsbesøget i 2012.

Kommissionen, hvis medlemmer ventes offentliggjort inden jul, skal undersøge, hvor ordren til at fjerne Tibet-demonstranter på den kinesiske præsidents rute gennem byen kom fra.

Københavns Politi har forklaret det med, at enkelte betjente havde misforstået deres opgaver under statsbesøget.

Seks tilbageholdte Tibet-demonstranter lagde efterfølgende sag an mod Københavns Politi, og én af dem fik tidligere på efteråret medhold i Østre Landsret.