Håndværkere, der skal sikkerhedsgodkendes, aflåste bokse til mobiltelefoner og flere elektroniske alarmer og adgangskontroller. Det er noget af den mørtel, der har fået et spritnyt kampfly-byggeri klar på Flyvestation Skrydstrup.
Det er her Danmarks nye F-35-fly og de 400 medarbejdere, der kommer til at arbejde med dem – både på jorden og i luften – får deres daglige gang.
Mobiltelefoner er forbudt
Hele komplekset strækker sig over 300.000 m2 og indeholder blandt andet hangarer, værksteder, og kontorer. Byggeriet har kostet lidt over 1,3 milliarder kroner. Og så er den en af Forsvarets mest topsikrede bygninger.
Det fortæller Major Jan, som vi af sikkerhedsmæssige årsager kun kalder ved fornavn.
- Vi er rigtig højt oppe på sikkerhedsskalaen. Det er et af de steder, hvor sikkerheden er højest.
Blandt andet må de ansatte ikke have deres private mobiltelefon på sig flere steder i bygningen. Derfor er der indrettet særlige bokse til dem i indgangshallen – simpelthen for at undgå at informationer og data havner i de forkerte hænder.
- Der er jo mulighed for, at der kan lyttes med på telefonen. Så det er en sikkerhed for, at der ikke er noget, der bliver sendt ud af bygningen, siger Jan.
Skal følge amerikanske sikkerhedskrav
Af sikkerhedsmæssige hensyn er der også steder og ting, som DR ikke må filme i det nye F-35-domicil.
- Grundlæggende er det på grund af teknologibeskyttelse. USA har opfundet teknologier, som de ikke ønsker at give videre til andre, fortæller Jan.
Og med de nye amerikanskbyggede kampfly følger der også amerikanske sikkerhedskrav. Det fortæller Kim Jensen, der er chef for Fighter Wing Skrydstrup.
- F-35 er en del af det amerikanerne kalder et specialprogram. Det betyder blandt andet, at Kongressen er inde over. Derfor er vi pålagt nogle amerikanske restriktioner og sikkerhedskrav, når det kommer til F-35, for at være en del af det her program.