Kønsforskere: Mænd kan føle sig overflødiggjort af solomødre

Kvinder kan få børn uden mænd, men mænd kan ikke få børn uden kvinder. Det truer mænds maskulinitet, siger forsker.

31-årige Nadia Witt er en af de enlige kvinder, der er blevet mor med hjælp fra en donor. Når enlige kvinder får børn, så kan det føles som en trussel for mændene, vurderer forskere.

Mens enlige kvinder kan få tilskud fra staten til fertilitetsbehandling, så er mænd i langt højere grad afhængige af en kvindes krop, når de vil have børn.

Derfor har det skabt røre på dr.dk, at 478 børn sidste år kom til verden efter fertilitetsbehandling af enlige mødre.

En læser, der bare kalder sig Mads, skriver i et debatindlæg, at han har undersøgt muligheden for at få sit eget barn gennem kunstig befrugtning af en rugemor.

- Jeg erfarede dog, at det i dansk lovgivning ikke er lovligt for en mand at få et barn som alenefar, skriver han og tilføjer, at mænd tilsyneladende ikke bliver opfattet som "gode nok til at opfostre børn, fordi de er mænd".

- Det gør mig faktisk ikke så meget, for efter at have mødt min kæreste må jeg indrømme, at jeg synes, det er hamrende egoistisk! Men at læse, at staten betaler for kvindernes egoisme, det var ny viden for mig. Lad det stoppe nu, skriver han.

Kønsforskere: Mænd kan føle sig truede

Sidste år blev der født i alt 56.870 børn i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik. Derfor er det altså fortsat en meget lille andel, der kom til verden som barn af en enlig mor efter fertilitetsbehandling.

Alligevel kan en del mænd føle sig spillet af banen, når kvinder vælger at få børn alene, vurderer lektor og kønsforsker Karen Valeur Sjørup fra Roskilde Universitet.

- Mange mænd vil føle det som et angreb på behovet for, at de også er en del af indsatsen for at få børn, siger hun.

Hun påpeger, at nogle mænd i det hele taget har svært ved at finde en partner. Og de kan ifølge kønsforskeren derfor rette en vrede mod hele feministbevægelsen.

- Der er i forvejen en tendens til, at mænd, der har en høj position i Danmark og måske ovenikøbet samtidig ser godt ud, bliver foretrukket frem for mænd med en lavere position, siger Karen Valeur Sjørup.

Kvinderne kan klare sig selv

Kenneth Reinicke, der også er lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, påpeger også, at nogle mænd vil føle sig truede på deres maskulinitet, når kvinderne kan fravælge alt andet end deres sæd og ellers klare sig selv både økonomisk og socialt.

- Det kan opfattes som en trussel mod mænd, at der bliver stillet meget høje krav til dem. Nogle vil tænke, "Gud, jeg bliver også valgt fra her." Og der vil også alt andet lige være flere mænd, der bliver barnløse hele livet.

Kenneth Reinicke påpeger ligesom Karen Valeur Sjørup, at det dog fortsat er en lille andel af de danske børn, der fødes af enlige kvinder efter kunstig befrugtning.

- Så det har ikke en større betydning i det store spil, men det kan bruges i debatten som et skrækeksempel på, at vi er på vej mod et samfund, hvor en del mænd bliver hægtet af og marginaliseret både på arbejdsmarkedet og i parforholdet, siger han.